Vi er mandagstrænere nok. Støt dog landsholdet i stedet
Der er mange, der med det samme er klar til at sable det danske landshold ned. Det bliver det ikke bedre af – tværtimod. Vi kan være tilfredse med det landshold, vi har nu.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi er rigtig, rigtig mange, der er så kloge på vores landshold, og jeg holder mig så heller ikke tilbage. Vi glemmer ustandseligt, at vi er et lille, snoldet land med knap 6 mio. indbyggere, og vi er trods alt næsten med til slutrunder hver gang. Vi burde være pavestolte af landsholdet.
Jeg er selv så gammel, at jeg kan huske ørkenvandringerne med landsholdet i slutningen af 1960’erne, op gennem 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne. Det var dengang, vi var gode, når vi kunne slå svenskerne – og det var så også seriøst højdepunktet med landsholdet dengang.
Vi har meget at takke Sepp Piontek for, da han kom til som landstræner. Vi slog England 1-0 på Wembley på et straffesparksmål af Allan Simonsen. Og prøv at finde den senere så udskældte Jesper Olsens scoring til 2-2 mod England i Idrætsparken i 1982. Det var magisk, høj klasse – og det var de kampe, der ligesom startede det hele.
Så skam jer. Vi har faktisk et godt landshold. Naturligvis skal vi være kritiske, men at kræve champagnebold hver gang er altså ikke i orden. Og lur mig, om ikke de samme såkaldte eksperter vil lovprise Hjulmand & co., når vi har slået England. De samme eksperter, der bestemt ikke mente, at Christian Eriksen skulle spille mod Slovenien. Mærkeligt nok var de bagefter tavse, meget tavse, om den sag.
Selv tager jeg sammen med to af mine sønner til Frankfurt og München, og hvis vi klarer ottendedelsfinalen, tager jeg derned igen og ser kampen.
… og gør vi det, vil det være fantastisk, og de samme hylehoveder vil nu tilbede vores hold og Kasper Hjulmand.
Kære medier og andre negative kværulanter, I er i den grad med til at undergrave vores landshold. Hjulmand og co. bliver ikke et bedre hold af kun at møde kritik. Det ved enhver god leder. Støtte, opbakning og modet til at turde fejle – det er de egenskaber, der skal indgydes. Har I intet lært af VM i Qatar, som jeg mener, at medierne i den grad var med til at ødelægge. Selvfølgelig har Kasper Hjulmand et ansvar, men det har medierne også. Begejstring kommer nemlig også af at mærke kærlighed, respekt og ikke mindst tillid. Så bak nu lidt op og støt, så tør vores kæmpetalenter nemlig spille fodbold og ikke bare skubbe bolden rundt.