Når der sættes lighedstegn mellem en karakter og mennesket, forsvinder nuancerne
Hvad motiverer os? Er det karakteren, som vi stolt kan fortælle hele verden om (hvis den er god), eller er det glæden over at have arbejdet sig igennem en uddannelse, der er værd at fejre?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I gymnasiet havde jeg en meget nær veninde, der næsten uden undtagelse lå en karakter højere end mig i alle fag. Det var ikke, fordi hun pralede. Tværtimod var det oftest mig, der spurgte hende, hvad hun havde fået i karakter. Jeg kendte altid svaret, og alligevel blev jeg ved med at spørge.
Men jeg følte mig dum, for det blev intet andet end selvpineri…