Det danske sprog ruller rundt i febervildelse. Det er vores skyld

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

De unge gør det. Det samme angår journalister og det danske kulturliv. Forleden gjorde jeg det selv, da jeg skulle stave til “omdirigere”, men fremstammede et “redirect”. Hvor jeg burde have talt dansk, hørte jeg mig selv bruge et engelsk ord – og blev mindet om, at de sproglige landminer for længst er gravet ned, mens lysten til at udbryde et kollektivt »fuck you!« til alle store managers, CEO’s og customer care consultants fór op i mig.

For den angelsaksiske storm vinder terræn, og jeg tror ikke på, at der er tale om nogen forbipasserende letsindighed, hvad angår de engelske glosers indmarch i danskernes vokabular. Engelsk er sejt, og skal man slynge en hurtig vending afsted, så klinger det bare bedre i øregangene, hvis det sker på engelsk.

Som en myriade af ufiltreret mundlort af den slags, kun fulde onkler til familiesammenkomster kan levere, fylder anglicismerne det offentlige rum sådan ud, at man skulle tro, vi levede i en kulturradikal nattedrøm, hvor sproget er steriliseret og lyder ens hos alle, om så man hedder Jensen, Bennett eller Chan. Tag bare Copenhagen Business School eller for den sags skyld Royal Run. Helt ærligt, hvad ville der være galt med at døbe begivenheden Det Kongelige Løb?

Fremmede vinde har for længst blæst en hvislende lyd i det blysomme danske sprog, og det er en stakket frist, hvis vi sidder det overhørig. Hvordan kan vi forvente, at folk fra fjerne himmelstrøg taler dansk, hvis vi ikke selv vil gøre os den ulejlighed? Går du ind i en butik, hvor salgsekspedienten forsøger at sælge dig en vare, de ikke kunne finde på at forære til deres mor, virker det vel heller ikke særligt troværdigt.

Nuvel, Danmark skal aldrig lukke sig om sig selv og blive et land beboet af antiglobale analfabeter. Som et lille land er det nemlig en styrke at befinde på den internationale scene og begå sig på andre sprog end blot vores eget. Alligevel skal vi også huske på, at Danmark er så meget andet end en markedsplads. Vi er først og fremmest et sprogområde, og her har dansk førsteret.

At påstå at dansk er på retræte, og at vi står på tærsklen til et sprogligt dødvande, kommer hurtigt til at lyde en anelse barokt, og fortsat er det en fremtid, der ikke ligger helt fjern.

For som en sproglig lille enklave mast mellem mere end 50 års engelsksproget populærkultur og et internationaliseringshysteri, der er kommet sig af, vi i Danmark har et politisk etablissement, som finder det omkring lige så kedeligt at tælle prikker på loftet fra en hospitalsseng som at værne om dansk kultur, står vi midt i en kulturel stagnation.

Unge danskere, der bytter danske ord ud med engelske, kan heldigvis korrigeres med en sproglig kindhest og sendes fra spisebordet med en “så snak dog dansk for fa’en” verbalt skudt i nakken. Men hvad angår den store anglificering af vores sprog, står vi på noget af en sproglig dødssejler, der ender med at føre det danske hverdagssprog ud på en identitetsmæssig slingrekurs. Det er derfor på tide, at vi bliver klare i spyttet og stiller en klar forventning til os selv om, at det danske sprog er værd at tale og værne om.