Vistisens opførsel er en direkte hån mod demokratiet i en krisetid
Tag dit arbejde seriøst, Anders Vistisen, eller giv plads til nogen, der vil.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Dansk Folkepartis spidskandidat til Europa-Parlamentet, Anders Vistisen, har valgt at fralægge sig ansvaret som folkevalgt repræsentant.
Med sin skandaløst lave deltagelse i udvalgsmøderne svigter han sine vælgere og Danmarks overordnede repræsentation i parlamentet i en tid, hvor det europæiske samarbejde får større og større betydning. For mig at se er Vistisens markante fravær ikke blot en forsømmelse, det er en direkte hån mod de danskere, der har betroet ham deres stemme.
Det viser en grotesk mangel på respekt for det mandat, han af vælgerne er blevet givet, at han kun har deltaget i 10 af 138 mødedage i de udvalg.
Vistisen påstår, at udvalgsarbejde ikke er vigtigt, en påstand, som ikke blot er forkert, men farlig. Det er i udvalgene, at det vigtige arbejde med at forme og ændre lovgivning finder sted. Det er her, vi har mulighed for at påvirke beslutningerne, sikre danske interesser og kæmpe for de værdier, vi tror på. Vistisen har fravalgt denne mulighed og dermed sat sig selv uden for indflydelse – og han sætter dermed også sine vælgere uden for indflydelse.
Det er ikke blot et svigt, det er en direkte underminering af vores demokratiske proces.
Jeg mener, at vi som folkevalgte politikere har et ansvar over for vores vælgere. Vi har et ansvar for at møde op, for at lytte, for at kæmpe for vores synspunkter og for at sikre, at Danmark har en stærk stemme i Europa. Den opførsel, Vistisen lægger for dagen, er en skændsel for den demokratiske proces, og det er en hån mod de mange danskere, der sætter deres kryds ved Dansk Folkeparti.
Jeg synes, at danskerne fortjener bedre end politikere, der driver politiske dagsordner bag en computerskærm fremfor i udvalgslokalerne. Vi har brug for repræsentanter, der tager ansvaret seriøst, som møder op og arbejder hårdt for at sikre indflydelse.
Vistisens nonchalante og uansvarlige attitude til udvalgsarbejdet ikke blot underminerer Dansk Folkepartis mandat, det gør også potentielt ét af – nu 15 – danske mandater i Europa-Parlamentet ugyldigt.
Danskerne har brug for stærke, ansvarlige repræsentanter, som tager arbejdet seriøst, især i en krisetid. Så fra mig er beskeden helt klar: Tag dit arbejde seriøst, Vistisen, eller træd tilbage, og giv plads til nogen, der vil!