Unges mistrivsel rammer ikke kun de unge

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Unge mistrives som aldrig før. Stadig flere unge kommer ikke i skole, de diagnosticeres med depression, adhd og autisme, og deres fremtid er usikker. Der har (med rette) været et stort fokus på, hvordan vi kan hjælpe de unge og forebygge, at de får det så skidt. Men vi har overset, hvad det gør ved deres forældre.

Vi har derfor brug for at spørge os selv: Hvad betyder det for forældrene at have et barn, der mistrives på denne måde? Hvad betyder det for deres mulighed for at kunne passe deres arbejde og i det hele taget holde fast i jobbet? Og hvordan påvirkes arbejdspladsen af at have en kollega, en medarbejder eller en leder, som er pårørende til et barn eller et ungt menneske i denne situation?

I dag bliver 15 pct. af alle børn diagnosticeret med en psykisk lidelse, inden de fylder 18 år, og i 2020 fik 15.620 forældre udbetalt 1,6 mia. kr. i tabt arbejdsfortjeneste. Faktisk har 10 pct. flere personer over de seneste fem år i denne forbindelse fået udbetalt tabt arbejdsfortjeneste fra kommunerne. Og så har vi endda ikke fået sat tal på alle de pårørende, der er på nedsat tid, har opgivet at arbejde helt eller er sygemeldt på grund af belastningen.

Samtidig med at skulle passe sit eget arbejde er den medarbejder, som er pårørende, i en vanskelig situation fuld af sorg, uforudsigelighed og praktiske opgaver.

Det betyder, at ledere over hele landet, i alle brancher, hver dag skal forholde sig til medarbejdere, som er pårørende til unge i mistrivsel. Selvom ledere er vandt til at forholde sig til sygemeldte medarbejdere, er denne situation noget helt andet. Vi oplever i Lederne dagligt medlemmer, som fortæller, hvor vanskeligt det er for lederen at vide, hvordan de kan hjælpe deres medarbejdere, samtidig med at balancen mellem hensynet til medarbejderen, til opgaveløsningen og til kollegerne fylder.

At være pårørende til en ung i mistrivsel rummer en enorm uforudsigelighed, så selv hvis leder og medarbejder har et godt samarbejde og forsøger at planlægge og være fleksible, kan lederen aldrig helt regne med, at planerne holder. Det er opslidende for begge parter.

Både i psykiatrien, på skolerne og i kommunerne fokuserer man på barnet – med de pårørende som vigtige ressourcepersoner med tilhørende opgaver.

Men vi har brug for, at der i langt højere grad er fokus på, hvordan pårørende til børn i mistrivsel kan bevare et godt arbejdsliv trods alvorlig sygdom hos deres nærmeste. Kun på den måde kan vi sørge for, at de pårørende, som også skal fungere på arbejdspladsen, kommer ud på den anden side med helbred og job i behold.

Danske ledere understøtter allerede i dag de pårørende i at fastholde deres job, men kunne hjælpe i langt højere grad, hvis de fik viden og værktøj. Lederne har derfor sammen med ngo’en Pårørende på Job udviklet en række værktøj målrettet ledere, der har medarbejdere, der er pårørende.

Det hjælper et stykke hen ad vejen, men kommuner og sundhedssystem bør samtidig have langt større fokus på, hvordan de kan hjælpe pårørende og deres arbejdsplads med at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet i denne svære situation. Det vil hjælpe forældrene, det vil hjælpe børnene, og det vil hjælpe samfundet.