Fjern den kriminelle lavalder: Vi kan ikke bruge dobbelte standarder for straf

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Bandekonflikten stikker jævnligt sit kriminelle ansigt frem fra underverdenen, og en del af denne konflikt involverer helt unge børn, der lokkes af bandernes penge, status, identitet og voldsforherligelse til at begå alvorlig kriminalitet.

Og det er kendt, at der kan være ræson i at benytte sig af de helt unge. For de kan påberåbe sig retten til at være så unge, at de ikke kan straffes for, hvad de nu engang har gjort.

Er man over den kriminelle lavalder, altså fra 15 år og op, så vil man til enhver tid inden en mulig dom få afprøvet politiets mistanke mod sig i en retssag, hvor mistankerne skal fremlægges. Der vil skulle føres beviser. Og man bliver kun dømt, hvis det vurderes, at man reelt har gjort det, man bliver mistænkt for. Det er det, man helt grundlæggende kender som et retssamfund.

Men er man under den kriminelle lavalder, så vil mistankerne mod en udelukkende blive vurderet af et Ungdomskriminalitetsnævn, som ikke benytter sig af egentlige beviser for det påståede. Der bliver ikke ført vidner. Ikke brugt videoovervågning. Fremlagt dna.

Ungdomskriminalitetsnævnet vurderer udelukkende politiets mistanke, og på baggrund af den udsteder det en sanktion, som ved alvorlige tilfælde kan være anbringelse på en sikret institution og tilmed på ubestemt tid. Altså en institution med høje hegn og aflåste døre. Og dermed uden at ens retssikkerhed bliver opretholdt: Nemlig at der er reelle beviser for det påståede.

Underligt nok er der stadigvæk mange, der mener, at unge, der er under den kriminelle lavalder, altså under 15 år, ikke skal nyde samme retssikkerhed som alle andre borgere.

Forleden blev to unge drenge på henholdsvis 14 og 15 år anholdt og mistænkt for at have knivdræbt en 15-årig dreng i Husum. Og det fremstiller med præcision dilemmaet ved overhovedet at have en kriminel lavalder.

For den 14-årige risikerer uden egentlige beviser at blive anbragt på ubestemt tid, og han vil for evigt kunne risikere at have en drabsdom klistrende til sig – også selvom han reelt er uskyldig. Hvorimod den 15-årige bliver beskyttet af retssamfundet ved at få sin sag afprøvet ved en regulær domstol, som netop vil tage hensyn til dem med politiets fremlagte beviser, vidner osv. Og er bevisførelsen ikke stærk nok, vil han blive frikendt.

Man bør spørge sig selv: Blev jeg nogensinde mistænkt for noget kriminelt, vil jeg så have et nævn til at afgøre min sag, hvori ingen beviser skal fremlægges, eller vil jeg have en domstol, hvor beviser indgår?

Det svar bør være indlysende. Og når jeg ikke vil have min sag afgjort i et nævn, hvorfor skal jeg så argumentere for, at unge under 15 år ikke skal have samme vilkår om retssikkerhed, som jeg får?