Fem gode grunde til, at CO2-afgift på landbrug ikke skal bestemmes af økonomer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For nylig bragte JP et debatindlæg fra tre højt placerede Kraka-ansatte under overskriften ”Fem gode grunde til, at politikerne fortsat bør indføre en CO₂-afgift på landbrug”.

Indlæggets relevans er ret ligegyldig og synes kun at tjene til tænketankens selvrespekt, i hvert fald er teksten blottet for konstruktiv tankegang, som kan bidrage til en værdig og samfundsrespekterende grøn omstilling.

For det første er en ensartet afgift den billigste løsning for samfundet, argumenterer de. Argumentet fortæller i sig selv, hvorfor landbrugets CO₂-udfordring ikke skal løses af økonomer. Det ville også være billigere for samfundet at lade rygerne betale for deres hospitalsophold selv eller lade dem dø.

Sådan et samfund har vi heldigvis ikke, og en CO₂-afgift på landbrug er meget mere end økonomi, det er arbejdspladser i landdistrikterne, det er prisen på madvarer, og det er i sidste instans fred, når man ikke skal slås om adgang til fødevarer eller flygte nordpå fra Afrika.

For det andet er 2030 ikke endemålet for den grønne omstilling, anføres det. Og derfor – må det skulle forstås – er det godt at være i god tid, selv om de nyeste beregninger kun efterlader marginaler at afgiftsbelægge, og ingen ved, om en afgift er nødvendig efter 2030.

Derimod er det forudsigeligt, at der er en overhængende risiko for, at opkrævningssystemet bliver dyrere at køre, end hvad der planlægges indkrævet i afgift.

For det tredje er ingen tjent med en ”stop-go”-klimapolitik, hvor politikerne skruer op og ned for tempoet, fremføres det.

Nej, netop, og derfor skal der heller ikke indføres nogen afgift, før der er vished for, at det egentlig bliver nødvendigt.

Dansk husdyrproduktion er i stejl tilbagegang for tiden, og det i sig selv reducerer den påståede udledning. Påstået udledning, fordi husdyrbruget ikke øger atmosfærens indhold af klimagasser, køer og grise er rene genbrugsdyr, de æder planteafgrøder, som har optaget CO₂, dyrene skaber ikke ny CO₂, som afbrænding af kul, olie og naturgas gør.

For det fjerde foreslår de tre kapaciteter fra tænketanken at løse udfordringer med vandmiljø og kvælstofudledning med en CO₂-afgift. Det er vist, hvad der i juridisk sammenhæng kaldes magtfordrejning.

For det femte er det ikke nok at sigte efter målet, man bør sigte over målet for at være på den sikre side, skriver de. Og hvad betyder det så? Jo, at flere mennesker i landdistrikterne og på mejerier og slagterier mister deres arbejde, og at alle forbrugere skal betale mere for fødevarer end nødvendigt – for at være på den sikre side.

For hvis tænketanks-økonomerne mener, at det er landbruget, som skal betale for omstillingen, så er det direkte misinformation. Pengene, som landbruget skal bruge til at investere i udstyr og midler for at leve op til kravene, kan kun komme fra højere priser på mad. Hvor skulle pengene ellers komme fra?

Er det landmanden, som skal undvære kødsovsen på kartoflerne for at kunne betale afgiften? Hvis det er tanken, så bliver det sløjt med danske landmænd og dermed danske varer på hylderne.

Men heldigvis er der mange landmænd i resten af Europa, som gerne leverer – for at gavne det danske klimaregnskab, for klimaet bliver ikke reddet af, at køerne flytter til udlandet.

Med andre ord, som tænkernes indlæg også slutter: Teknologisk udvikling gavner. Og politik virker. Derfor er landbrugets simple opfordring til den grønne trepart og politikerne: Tænk jer om, det er muligt, at en hård kur virker, men så dør landbruget.