Værnepligt udstiller feminismens dobbeltmoral
Staten skal blande sig i danskernes privatliv. Et krav fra feminister i årtier. Indtil nu.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Feminister har rykket grænsen for, hvad staten skal blande sig i. Politisk ligestilling har tvunget sig ind bag hjemmets fire vægge. Ind i private firmaer. Og ændret synet på, hvad der var privatliv, og hvad der var offentligt interesse. Ligestilling har været ren venstre-socialisme. Vi kan kalde det kollektivt tvang. Hvor staten agerer forælder over for befolkningen, der ikke ved bedre. Budskabet? At vi som danskere i fællesskab skal ofre os for en større sags tjeneste. Egne følelser og behov har været usynlige.
Indtil i dag. Nu skal kvinder vise deres fysiske og mentale styrke i militæret. Endnu et tema, hvor staten skal blande sig i ligestilling og privatliv. Eller hvad? Har feminister ændret politisk kurs? Den nye retorik blandt feminister er ”ingen tvang”. Dermed gør kvinder op med årtiers altruisme og venstre-socialisme.
Nu skal staten ikke længere blande sig i den enkeltes frie tanker, følelser og valg. Individet står over staten. Men med denne liberalistiske retorik er alt pludselig tvang. Det er tvang at betale skat, tage kørekort og holde barsel. Det er tvang at holde for rødt lys, sortere skrald og gå på arbejde. Det meste, vi gør i hverdagen, er dermed tvang. Hvor vi som danskere skal ofre os. For et bedre Danmark. Hvad er Emma Holten, danske kvinder og Dansk Kvindesamfunds svar på det liberale kursskifte?