Københavns Universitet har banet vejen for teltlejren
En teltlejr på Københavns Universitet afslører et dybere problem på landets universiteter.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
En gruppe, der kalder sig ”Studerende mod besættelsen”, har besat en have på Københavns Universitet i protest mod universitetets manglende holdning til krigen mellem Israel og Hamas.
De studerende i gruppen kræver, at KU, et politisk neutralt universitet, tager politisk stilling til en konflikt i Mellemøsten, og de vil kun stoppe deres besættelse, hvis det lige er deres holdninger, som universitetet tager. Nemlig, at universitetet tager afstand fra Israels ”folkemord” i Gaza og opfordrer til våbenhvile. Samtidig deler de studerende løbesedler ud med teksten »Israel har ikke ret til at eksistere«.
Teltlejren er det seneste eksempel på, at der er en højtråbende gruppe af studerende på danske universiteter, som ikke forstår, hvilken institution de befinder sig på. Vestlige universiteter skal være fyrtårne for fri debat, forskning og kritik.
Opgaven må aldrig være at tage politisk parti i en verserende konflikt og fortælle sine studerende og ansatte, hvad den rigtige moralske eller politiske holdning er. Det er en opgave for præster og politikere, ikke et universitet.
Den frie debat og forskning dør, hvis der allerede på forhånd er truffet beslutning om, hvad den rigtige konklusion er. Det er dybest set det, besætterne ønsker, at Københavns Universitets ledelse skal gøre på vegne af alle elever, forskere og undervisere.
Der er heldigvis intet, som tyder på, at Københavns Universitet vil efterkomme kravene. Indtil videre er det derfor telte på en afsidesliggende græsplæne og opslag på Instagram. Det virker dumt, men harmløst. Spørgsmålet er, hvordan det udvikler sig.
De studerendes opførsel er nemlig en nærmest tro kopi af de seneste ugers civil ulydighed på amerikanske universiteter, hvor bl.a. jødiske studerende og professorer er forment adgang på campusser, hvis de ikke tog afstand fra Israel.
Der er et ord for denne slags fænomener på engelsk – ”woke”. Det vil sige en ”vækkelse”, hvor den vækkede har set sandheden, er blevet moralsk overlegen og opdeler verden i gode og onde mennesker. Jødiske studerende, som ikke klart tager parti for den palæstinensiske sag, havnede i USA på den forkerte side af stregen blandt de onde. Der er ikke plads til vantro og anderledestænkende blandt de nærmest religiøst vækkede amerikanske studerende, som i de værste tilfælde har spyttet på deres jødiske medstuderende i afsky.
Et andet eksempel fra KU var så nylig som i efteråret 2023, hvor en professor fra Københavns Universitet oplevede, at studerende udvandrede fra hans undervisning, fordi han i en forelæsning om europæisk kolonialisme viste nogle racistiske reklamer fra det 19. og 20. århundrede, hvor ordet ”neger” indgik.
Det fik en flok elever til at udvandre. Efterfølgende måtte underviseren undskylde, og der blev gennemført ændringer i undervisningsforløbet. Ordet var hverken en udtalelse eller indgik i et personligt budskab fra professoren, men blot en del af historisk undervisningsmateriale.
Elever skal selvfølgelig være velkomne til at stille sig kritisk an over for ethvert emne, der bliver undervist i. Men det går ikke, at de føler sig kaldet til at agere moralske dommere, der stempler undervisere og pensum som krænkende, fordi de ikke er enige i indholdet.
Forhåbentlig kan teltlejrene blive et vendepunkt, hvor universiteterne skifter strategi i omgangen med de studerende. De skal stoppe med at give efter for højtråbende studerende og stå konsekvent op for det, der har været deres berettigelse i århundreder. At give os ny viden og være et sted, hvor filosofiske, politiske og videnskabelige idéer støder sammen og bringer os nærmere sandheden. Det kræver, at man frigør sig fra tidsånden, også når den kommer i form af højtråbende, fintfølende, besværlige studerende.