Tal til dem, der ikke vil Danmark, Isam B

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kære Isam Bachiri. Jeg skriver ikke dette indlæg for at bashe en muslim – eller dig. Jeg ville bare ønske, at du var ærlig og nuanceret.

Jeg synes, vi bliver beriget af andre kulturer i vores land. Når det er sagt, så bliver vi også udfordret. Vi bliver udfordret af parallelsamfund med egne normer og regler, som ikke altid passer sammen med de danske love, regler, værdisæt og kultur. Når unge bliver sendt på ferie og kommer hjem med en ægtefælle, de ikke har valgt selv eller haft indflydelse på. Når unge piger og kvinder udsættes for social kontrol. Tænker, at du ved, det sker – hvorfor fortæller du det ikke?

Når unge fyre af mellemøstlig herkomst råber ”luder” og det, der er værre, efter unge danske piger på gågaden i de danske byer. Hvor er din stemme, Isam B?

Når nogle unge med anden kulturbaggrund løfter racismekortet, hvis de møder krav under uddannelser eller i deres læreplads i stedet for at stramme ballerne og rette ind. Tænker også, du ved, det sker. Det er ikke de mange gode og dygtige anden- eller tredjegenerationsindvandrere, vi taler om – det er derimod de belastede, der er tæt på en kriminel løbebane. Dem, som kunne bryde mønsteret, hvis de tog chancen. Hvad siger du til dem, Isam B?

Vi har lav arbejdsløshed lige nu. Faktisk har vi rigtig meget brug for alle i vores samfund. Så alle har rig mulighed for at bidrage, hvis de vil. Det er bare at træde i karakter. Men det kræver en fælles indsats fra de familier med en anden kultur, som er kommet til Danmark, som gerne vil bo her i landet og nyde godt af vores demokrati og frihed under ansvar.

Det kræver, at gifte kvinder får lov at uddanne sig og at arbejde. Det kræver, at drenge møder krav og opdragelse, før de bliver teenager, og ikke får frie tøjler til at gøre, hvad de vil – drenge, du ved, Isam B. Det kræver, at familien forsøger at blive en del af det danske samfund. Det betyder ikke at gøre køb på religion, kultur, madvaner m.m.

Det betyder, at man lever under og med det ansvar, vi andre danskere har og føler for vores land og samfund, og at man gør sit bedste for at bidrage. Noget, jeg ved, rigtig mange allerede gør. Resten, Isam B, tænker jeg, du må tale til og med.