Fortsæt til indhold
Debatindlæg

ATP er på forkert kurs

Hans HalskovAkademiingeniør, Haderslev

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Aktiechefen i ATP, Claus Wiinblad, harcelerer i en artikel i JP skrevet af to kvindelige journalister fra Finans over de manglende kvinder i toppen af danske børsnoterede selskaber. Et simpelt opslag ”Hvem leder ATP”, som man måske kunne have forventet, at et par journalister ville have foretaget, viser, at der i topledelsen af ATP er seks mænd og to kvinder. Det er tankevækkende, at en lille, fordømmende mand får så megen spalteplads til at fordømme andre, uden der bliver spurgt ind til egne forhold.

Ligeledes er det tankevækkende, at man finder det acceptabelt, at ansatte i ATP blander sig i ledelsen af danske firmaer. Som ansat i ATP skal man varetage vi danskeres pligtbundne pensionsopsparing på bedst mulig vis. Man skal investere de betroede midler der, hvor det giver en god forrentning, og ikke blande sig i de enkelte selskabers drift, men blot allokere midlerne i investeringer, som giver udbytte. Selskaberne er de bedste til selv at drive deres selskab, og hvis de ikke er, så skal ATP blot ikke investere i disse.

Ved oprettelsen af ATP var det på ingen måde en tanke, at ATP skulle være aktiv i påvirkning af dansk erhvervsliv. Det er blot noget, den overvejende mandlige ledelse synes, den er god til, og det er da også spændende at kunne gøre sig klog på andres ledelse, uden at det har nogen reelle konsekvenser for en selv. Koncentrer jer venligst om at få mine og andre danskeres pensionsmidler til at vokse, og bland jer uden om selskabernes interne forhold. Det er de selv bedst til, og det er vi alle bedst tjent med.