Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Fælles sag med frihedskæmperne? Hvad bilder I jer ind?!

Hvem holdt palæstinenserne egentlig selv med under Anden Verdenskrig?

Paul AndersenPensionist, dr.med., Risskov

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som bekendt har der været propalæstinensiske demonstrationer flere steder i verden. Her i landet forhindrede demonstranter statsministeren i at holde sin tale på kvindernes kampdag, og i Fælledparken prøvede de at forhindre justitsministeren i at holde sin 1. maj-tale.

Det kan måske betragtes som primitive drengestreger. Nu har de så holdt demonstration på vores befrielsesdag og hævder, at de har en fælles sag med de danske frihedskæmpere. Hvad bilder de sig ind? Under Anden Verdenskrig holdt palæstinenserne med Nazityskland. Deres leder, stormuftien af Jerusalem, tilbragte flere år i Tyskland, og i Grækenland søgte SS-officerer at oprette en palæstinensisk SS-brigade. Så vidt jeg ved, skulle den slås sammen med Rommels styrker, når disse havde taget Egypten, og sammen skulle de indtage Kaukasus. Det satte Montgomery heldigvis en stopper for. Men det ændrer ikke ved, at palæstinenserne var på nazisternes side. Naturligvis gjaldt det ikke alle palæstinensere, men det var heller ikke alle tyskere, der var nazister.

Jeg føler mig ”krænket”, når palæstinenserne og deres apologeter hævder, at deres kamp kan sammenlignes med danske frihedskæmperes kamp mod nazismen. De var på den forkerte side, og det kan man frygte, at de stadigvæk er. Nu er det ikke længere drengestreger.