Jeg har aldrig ment, at Venstre skal fokusere på storbyvælgerne
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I et debatindlæg i JP skriver Torben Bach Sørensen, at »Venstre har måske en mulighed for at overleve ved at følge Jarl Cordua, Søren Pind og Jan E. Jørgensens utallige forslag om at fokusere på liberale vælgere i storbyerne«.
Jeg er ikke helt klar over, hvor og hvordan jeg kan tillægges dette synspunkt.
Imidlertid er det sådan, at det Venstre, jeg voksede op med og i – i provinsen – var et parti, der både appellerede til den oplyste bonde og økonomiprofessoren på Københavns Universitet. Som stod for et sammenhængende, frihedsorienteret tankesæt rodfæstet i en dyb kulturel bevidsthed med grundlag i selvstændighed, selveje og sammenhold. Frihed i fællesskab. Mennesket først.
Det var ikke et tankesæt, der havde særligt ejerskab på land eller by. Men et tankesæt, der gennemtrængte både land og by. Og var – og er – formodentlig Venstres vigtigste opgave. Man må selv være herre over vurderingen af, om det forholder sig sådan.
Mit ærinde var blot at sige, at jeg ikke kan genkende det mig tillagte synspunkt.