Michelinkok: Hvorfor bliver vi ved med at uddanne madanalfabeter?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For nylig indgik et bredt flertal en ny aftale om folkeskolen, der skal sætte fokus på faglig udvikling, dannelse og trivsel. Der kommer mere valgfrihed og flere timer til praktiske og kreative fag. Men maden bliver ikke nævnt én eneste gang. Det undrer mig virkelig. For netop maden er det magiske bindemiddel, som kan få læring, dannelse og trivsel til at gå op i en højere enhed. Uden brug af skærme.

Madkundskab er et livsnært og populært praksisfag, der danner vores børn til at tage ansvar for sundhed og klima. Det er som skabt til tværfaglig interaktion med bl.a. biologi, matematik, kemi og historie. Alligevel fylder madkundskab kun 1 pct. af skoletiden.

En gratis måltidsordning kan give en nærende og social pause i skoledagen, der bidrager til trivsel, mindre ulighed og bedre forudsætninger for indlæring. Alligevel holder vi fast i madpakken og en spisepause, hvor der ofte knap er ro til at sluge en sammenklapper med pålægschokolade.

Siden 2022 har jeg sammen med ligesindede i tænketanken Madtanken talt for, at vi gentænker og opprioriterer både madkundskab og måltiderne i folkeskolen. Det er der brug for, hvis vi virkelig vil gøre noget for den faglige udvikling, maddannelsen og trivslen for vores børn!

Internationalt bliver Danmark hyldet som en gastrodestination i verdensklasse, og for få uger siden markerede en dansk kok sig igen med en flot sejr ved det europæiske kokkemesterskab. Men succes er vi alt for dårlige til at tage ved lære af indadtil som samfund.

Indsigt i råvarer, madlavning og velsmag er ganske enkelt livsforandrende. Tag det fra mig, som først slap de frosne pizzaer, pulversovser og McDonald’s, da jeg uddannede mig til kok. Derfor ser jeg det som et vanvittigt paradoks, at mens klimakrisen rammer, og halvdelen af os er overvægtige, taler vi slet ikke om forebyggelse gennem maden. Vi sætter vores lid til nye mirakelmediciner og kommende teknologier – men fremtiden er her allerede.

Hverken klimaudfordringerne og følgerne af en fedmeepidemi kan løses med en generation af madanalfabeter ved roret. Vi har brug for en generation, der forstår madens eksistentielle betydning, og som er klædt på til at træffe bedre madvalg, end vi selv har gjort.

I Danmark har de fleste mulighed for at få mad på bordet hver dag. Men en gruppe er så udfordret økonomisk, at man kan tale om madfattigdom: 136.000 danske børn lever på et så presset madbudget, at det får forældrene til at skære på kvaliteten af maden. For børnene betyder det færre grøntsager, dårligere madpakker og færre sociale arrangementer, som indebærer udgifter til mad.

Det billede kan jeg godt genkende fra min opvækst. Men en børneflok på fire var mine forældre – en førtidspensionist og en lastbilchauffør – ikke leveringsdygtige i sunde og appetitlige madpakker. Det blev i stedet til en klistret, leverpostejduftende sølvpapirklump, som jeg nødig ville stå ved over for kammeraterne. Dag efter dag havnede den i skraldespanden på vej hjem fra skole. Jeg tror ikke, at jeg spiste frokost de sidste seks år i folkeskolen!

Social ulighed i sundhed starter tidligt i livet: danske børn fra den laveste socialklasse har oftere overvægt, lav livstilfredshed og dårlig tandsundhed. Og mens kun hvert 10. barn af højtlønnede forældre er overvægtig ved endt skolegang, gælder det hvert fjerde med lavtlønnede forældre.

I en gastronomisk elitenation som Danmark bør sund mad ikke være en luksus for de heldige. Lad os give alle børn mindst ét nærende og fælles måltid om dagen. Sammen med dannelse inden for ernæring, sundhed og god måltidskultur er jeg overbevist om, at det kan være med til at bryde den sociale arv for rigtig mange. Det koster selvfølgelig noget at sikre gode, gratis måltider til alle i folkeskolen. Et sted mellem 2,4 og 4 mia. kr. om året. Men har vi egentlig råd til at lade være?

Det tror jeg ikke. For en investering i skolemad kommer mange gange igen.

“Er det nu politikerne, der skal bestemme, hvad vores børn spiser?” lyder det fra kritikerne. Det kan jeg godt forstå. Men jeg tror, det er et nødvendigt skridt. Fordi ulighed i sundhed og den aktuelle trivselskrise er samfundsproblemer, som er ude af det enkelte barns hænder. De skal løses på et strukturelt plan. Og fælles måltider i skolen et oplagt middel.

Vi efterlader vores børn med en fremtid præget af en fedmeepidemi og en klimakrise. Lad os prøve leve op til vores rygte som et gastronomisk foregangsland og i det mindste give dem nogle virkningsfulde værktøjer til at gøre noget ved det i fremtiden.