Når industrien kan knække kurven, kan landbruget også

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Frem til juni skal den grønne trepart behandle Svarer-udvalgets rapport om en afgift på landbrugsproduktionen. Herefter skal regering og Folketing udmønte trepartens konklusioner i en afgift på klimagasudslip fra landbrug. I klimaalliancen Broen til Fremtiden er vi utålmodige. Der skal snart ske noget.

Landbruget har ikke reduceret sine udslip siden 2010. I perioden 1990-2010 skete der en vis reduktion, men det skete kun som en bieffekt af, at landbruget via lovgivning blev tvunget til at reducere sine udslip af kvælstof for at beskytte vores vandmiljø.

I dag udgør landbrugets udledninger af klimagasser ca. 25 pct. af Danmarks samlede udledninger, og den andel vil ifølge Klimarådet vokse til 46 pct. i 2030, hvis ikke der tages nye virkemidler i brug. Det er helt nødvendigt, at landbruget skal bidrage til omstillingen for at nå 70 pct.-målet i 2030. Det er samtidig en chance for at starte en ny udvikling frem mod et fremtidssikret landbrug, hvor der investeres i at producere fødevarer også til fremtiden og ændrede forbrugsmønstre.

En afgift vil være et af de mest effektive midler til at sænke udslippet af kvælstof. Se bare på industriens fald i CO₂-udledninger siden 2020, hvor det blev besluttet at indføre en afgift, samtidig med at EU’s CO₂-kvoter var kommet op i et prisleje, hvor de faktisk virker. For selvom afgiften først gælder næste år, har udsigten til en dansk CO₂-afgift i samspil med EU’s CO₂-kvoter øget virksomheders incitament til grønnere løsninger.

Vi mener, at en afgift bør være socialt retfærdig. Heldigvis har vi erfaringer fra de grønne afgifter, som vi indførte i 1990’erne. Her kombinerede man med en ”grøn check” til lavindkomstgrupperne, som svarede til disse familiers merudgift ved et moderat forbrug af de klima- og miljøskadelige varer, f.eks. el og varme.

Svarer-udvalget fremlagde tre modeller og påviste, at det vil være billigst for samfundet at nå vores 2030-mål i model et, som har den højeste afgift. Men det er også her tabet af arbejdspladser i landbruget vil være højest. Derfor skal den model suppleres med en aktiv indsats, for at disse medarbejdere kommer i arbejde i andre brancher eller i landbruget på anden vis.

Vi skal ikke afvikle landbruget, men der skal laves en seriøs omstilling, bl.a. til mere plantebaseret landbrug, så vi fortsat kan brødføde lige så mange mennesker og samtidig passe på både natur, klima og biodiversitet.

Men er en CO₂-afgift nok i sig selv? Hvad kan tilskynde den enkelte producent til omstilling og smartere teknologiske løsninger? Og hvordan sikrer vi i sidste ende, at de mest klimavenlige fødevarer lander i forbrugerens indkøbskurv?

Svaret på de spørgsmål kan findes i en supplerende forbrugerafgift – særlig hvis politikerne ikke vælger den mest effektive model. Svarer-udvalget vurderede, at en forbrugerafgift er ineffektiv og dyr at administrere – eksemplificeret med de mange forskellige ingredienser i en importeret frossen pizza. Dette problem kan minimeres ved en bagatelgrænse, så de mindre ingredienser undtages beskatning.

En yderligere fordel ved en sådan afgift på de mest klimabelastende fødevare som oksekød, smør og ost er, at den også lægges på de tilsvarende importerede varer. Det er derfor ikke konkurrenceforvridende og vil ikke kunne føre til, at animalsk produktion flyttes ud af landet. Men forbrugsafgiften kan heller ikke stå alene, bl.a. fordi danske fødevarer til eksport vil være undtaget fra denne.

Alt i alt er det fornuftige valg, at afgiften består af både en afgift på produktion og på produkt i en socialt retfærdig opsætning. Ventetiden har været lang. Der må handles nu. Tid er CO₂.