Har politikerne overset bomben i Svarer-rapporten?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Fronterne er skarpt trukket op i debatten om CO₂-afgiften. Men hvorfor er dette blevet en “dem og os”-diskussion? Er det, fordi landbruget er blevet en lidt fjern størrelse for byboere, selvom mange af dem er indvandret fra landet i løbet af de seneste generationer?

Kære læser, før vi fortsætter. Prøv at tænke over, hvor meget landbruget fylder i den samlede danske økonomi.

Du er sikkert ligesom jeg vokset op med billedet af Danmark som et landbrugsland. Det har vi også været i mange år: Genrejsningen efter 1864, eksporten til England, Kanslergadeforliget, EF og senere EU. Der er masser af eksempler på landbrugets betydning for vores samfund og for den førte politik. En politik, der altid er gået ud på at øge landbrugets produktion.

Nu kommer vi til 2024, og til ”Den endelige afrapportering om Grøn skattereform”, i daglig tale Svarer-rapporten. Sikke en voldsom trængsel og alarm. Jeg har det politiske niveau mistænkt for at deltage i larmen, fordi de gerne vil være fri for at læse rapporten. Indrømmet: Den er tung læsning.

Imidlertid skal man ikke læse ret langt, før man kommer til det, jeg kalder bomben i Svarer-rapporten. Prøv at se på figur 1.2 ”Overblik over økonomiske nøgletal for industri og landbrug” (side 23). Dette er forventede tal for 2030 uden en CO₂-afgift på landbruget.

Landbrugets andel af den samlede økonomi forventes at være 2 pct. Var dét det samme tal, du tænkte på lige før? Indrømmet: For fagfolk er det ikke nyt, men jeg indrømmer gerne, at jeg blev overrasket. Landbrugets beskedne størrelse fylder ikke meget i debatten, og landbruget selv taler meget lidt om det.

Hvad med beskæftigelsen? 3 pct., inklusive følgeindustrier som slagterier og mejerier.

Fylder landbruget virkelig så lidt? Det kommer an på, hvad man måler på. Landbruget beslaglægger over 60 pct. af Danmarks samlede areal, og når det kommer til CO₂-udledningen, ventes det, at den vil ligge på 46 pct. af den samlede udledning i 2030. Til sammenligning ventes industriens udledninger at være mindre end det halve: forventet 19 pct. i 2030, mens industrien bidrager med 22 pct. af den samlede økonomi.

Dette er et tankeeksperiment. Der er ingen, der taler om at lukke hverken landbrug eller industri fuldstændigt. På den anden side: Man skal ikke være økonom for at se, at en indsats mod CO₂ er billigere i landbruget end i resten af økonomien. Langt billigere.

For dansk økonomi er landbruget en lille del, og det er ikke nogen særlig lønsom del. Lukningen af slagterierne i Sæby og senest i Ringsted illustrerer dette. Bemærk, at dette er kommercielle beslutninger truffet af landbruget selv, inden CO₂-afgiften er blevet til virkelighed.

Nogen har valgt at se Svarer-rapporten som et angreb på landbruget fra ”københavnerne”. Det er, som om de jyder, der er indvandret til hovedstaden de seneste 100 år, deler deres tid mellem at trampe rundt i de fine saloner og trampe rundt på de slægtninge, der er blevet tilbage på landet.

Det er ikke sådan, verden ser ud. Byboerne er ikke hjerteløse og heller ikke historieløse. De kan godt se, at det ikke er sjovt at være en landmand på 54, som har arbejdet på gården 365 dage om året i 40 år, og så forvinder en tredjedel af livsindkomsten og en stor del af friværdien i gården. Selvfølgelig bliver landmændene vrede.

Men byboerne har også hovedet i behold. Samfundsøkonomisk er der ingen grund til at holde et erhverv kunstigt i live. Et lille erhverv, der betaler dårlige lønninger, giver dårligt afkast på den investerede kapital, beslaglægger enorme arealer og bidrager uforholdmæssigt til forureningen.

Det her handler om at hjælpe landbruget med en omlægning på rimelige vilkår. Vi må alle håbe, at den grønne trepartsforhandling sker i øjenhøjde og med sænkede skuldre.