Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Hold kammertonen, tak

Lars BarfoedKandidat til Europa-Parlamentet, fhv. minister og MF, (M)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er ærgerligt for den politiske debat og kultur i Danmark, at Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti har valgt at starte valgkampen op til valget til Europa-Parlamentet med personangreb og bruger grove skældsord om en politisk modstander.

For det er det, Pia Kjærsgaard gør, når hun i et debatindlæg i Jyllands-Posten kalder Stine Bosse »ekstremist«.

Og så ser jeg helt bort fra, at Pia Kjærsgaard i sit indlæg manipulerer groft med Moderaternes synspunkter i EU-politikken.

Som bekendt skal man ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Nu vil jeg slet ikke nærme mig den tone, Pia Kjærsgaard anvender, men blot gøre opmærksom på, at det er Dansk Folkeparti, der har stillet sig i spidsen for det yderste højre i Europa-Parlamentet.

Og det er også Dansk Folkeparti, der i mange år har talt imod EU, på trods af at dansk deltagelse i EU er helt afgørende for vores lands frihed og velstand. Så er alt vist sagt!