Stauning stak danskerne en kæmpeløgn den 9. april

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Per Helmer Hansen spørger i sin kronik i JP 9/4: »Optrådte danskerne klogt eller fejt den 9. april?« og svarer: Klogt!

Men danskerne optrådte slet ikke. Kapitulation og ”samarbejdspolitik” blev vedtaget i Rigsdagen (under protest) allerede samme dag. Det er sandt, at den danske befolkning som helhed var enig med konge og Rigsdag, så dens optræden beløb sig til, at den ikke gjorde oprør, hvad der også ville have været umuligt.

Men befolkningen var blevet grusomt sprog-bedraget. Stauning udtalte den 9. april: »Vi nærer tillid til, at Tyskland ikke har den Hensigt igennem de iværksatte Foranstaltninger at antaste Danmarks territoriale Integritet og politiske Uafhængighed.«

Denne kæmpeløgn efter en militær besættelse, hvor 16 soldater var dræbt, bakkedes op af de andre ministre. Der var allerede aftalt en samlingsregering. Befolkningen kunne ikke gennemskue denne svindel med selvstændighed (kunne politikerne selv?).

Naturligvis bør man hejse det hvide flag, når al modstand er håbløs og ikke skader fjenden ret meget. Men regeringen behøvede ikke at blive siddende. Det er i hvert fald bedrag at kalde sig regering, når man er reduceret til et regeringskontor, der skal have alt godkendt af fjenden – eller tale om samarbejdspolitik: Når to arbejder sammen, og den ene bestemmer alt, hedder det tvangsarbejde.

Hvis man foretrak danske udøvere af lovene, kunne man have udskrevet nyvalg uden selv at stille op igen – for at vise, at der ikke var tale om fejt taburetklæberi. Man kunne også droppe al dansk medvirken og dermed give englænderne en håndsrækning: Der er trods alt få mennesker, der kan styre et land, så det ville have kostet tyskerne ressourcer at besætte alle ministerier. Man kunne ligefrem have støttet guerilla-virksomhed i det små.

Men det blev værre. Stauning og Co. holdt i virkeligheden med tyskerne (uden at være nazister). De blev rasende på den genstridige Christmas Møller og fik ham på tyskens bud ekspederet. Og de blev helt spedalsk rasende på ambassadør Kauffmann, der i 1942 overlod Grønland til USA på kongens vegne.

At de holdt med tyskerne, sås også i den uhyrlighed, at de direkte opfordrede fremtrædende danskere til at fraternisere (omgås privat) med tyske officerer. Og senere opfordrede de (»samkvem med tyske myndigheder«) danske soldater til at melde sig til Østfronten.

Man har forklaret det ved, at politikerne var overbevist om tysk sejr. Det vár de. Men det var idiotisk. Enhver kunne se, at Hitler havde psykotiske træk, der let kunne blive fatale for ham. Der var tæt forbindelse (våbensalg) mellem England og USA, så hvis USA kom med i krigen (Roosevelt hadede nazismen – folket var mere trevent), ville ingen, ligesom 22 år før, kunne hamle op imod denne gigant. Og fornuftigvis kunne ingen tro på evig fred mellem Sovjet og Tyskland (læste de ”besindige” ikke ”Mein Kampf”?).

Helmer Hansen skriver, at Danmark den 9. april gik med til en vis Haager Landkrigskonvention af 1907, der fastslog en besættelsesmagts ret og pligt til at sikre offentlig ro og sikkerhed samt landets gældende love.

Ha, ha, ha! Tror Helmer Hansen virkelig på slige forsikringer? Så er han da også den eneste, dengang som nu, der tror på Hitler. Manden, der brød sit løfte til Danmark om ikke-angreb. Manden, der snød Chamberlain i München. Manden, der dræbte sin engang bedste ven i 1934. Manden, der brød alle Geneve-konventioner ved at angribe Polen, hvor han intet havde at gøre. Manden, der … listen kunne gøres fire gange så lang.

Helmer erkender endda modkravet, nemlig at Danmark »undlader enhver passiv eller aktiv modstand«. Umiddelbart tænker den naive: Nå ja, hvis vi skal have det lidt rart, skal vi selvfølgelig ikke direkte genere tyskerne, men dét er da også let at undgå med den vedtagne »korrekte optræden«. Men reelt var det umuligt at vide, hvad der ville genere tyskerne. At undlade dødsstraf for eventuelle partisaner? At journalister sagligt rapporterede verdens begivenheder? At lade jøder i fred? Forbud mod tysk røveri af statskassen? Kaj Munks prædikener? Udlandsrejser? Amerikanske film? Jazzmusik? Alt dette – viste det sig – generede tyskerne. Og til sidst smed de masken, så selv Helmer Hansen ville have kunnet se dødningehovedet. Dr. Best udtalte i 1944: »Das Kopenhagener Pack muss jetzt die Peitsche schmecken!«.

Det er umuligt at veje ærestab op mod bekvemmelighedstab. Selvfølgelig skulle der ikke dø flere danske soldater, selvom vi faktisk tabte lidt ære derved. (Krigen varede i to timer; i Norge varede den to måneder). Men regeringen kunne have udskiftet sig selv, og den kunne først og fremmest have undladt at holde med fjenden. Til mine eksempler ovenfor kan føjes Scavenius’ ord fra juli 1940: »Ved de store tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en ny Ordning i politisk-økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt, aktivt Samarbejde med Stortyskland.«

Sådan taler ikke blot en snedig mand, der vil vinde sin modpart. Sådan taler en mand, der af hjertet beundrer fjenden, har glemt at væmmes ved hans grusomheder, og som ønsker at finde sin plads ved hans side.

Stauning og Scavenius bragte skændsel over vort land, hvis ære udelukkende blev reddet af dem, de besindige kaldte sabotører.