Ønsker for Ukraine svæver mellem realisme og politisk ønsketænkning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi er af indlysende årsager meget optaget af forholdene i Ukraine og har hver især vores ønsker til, hvordan landet skal placeres i forhold til EU og Nato. Det gælder f.eks. professor Marlene Wind, leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet, der forleden i Jyllands-Posten både konstaterede, at der har været og er splittelse blandt EU-landenes ledere om unionens landbrugspolitik, og at der hersker utilfredshed blandt europæiske landmænd om samme politik. Samtidig er hun en meget ivrig fortaler for EU. Hun er medlem af en arbejdsgruppe under EU’s udenrigstjeneste, der afdækker russisk misinformation. Men det forekommer mig at være en tilsnigelse at hævde, at russerne forstærker protesterende EU-landmænds vrede »ved at presse flere ukrainske varer ind i EU og få priserne til at falde«.

For det er da ukrainske landmænd, der har ønsket flere ukrainske fødevarer ind i EU, og det har EU hjulpet dem med. Men ukrainerne håber ikke, at priserne på landbrugsvarer i EU falder, selv om det skulle blive følgen af flere ukrainske varer i EU’s kølediske, og det er bl.a. det, vrede EU-landmænd frygter.

Anders Primdahl Vistisen har i JP 23/3 også svært ved at skelne mellem realiteter og egne ønsker for Ukraine. Når Vistisen allerede nu erklærer Nato for sejrherre i Ukraine, mener han, at danske politikere er på vildspor, når de hævder, at Danmarks sikkerhed afhænger af, at Ukraine vinder krigen. Vistisen mener også, at »vi alle håber på en hurtig og fredelig løsning« i Ukraine. Jeg tilhører ikke det ”vi”, for det bliver en fred på Ruslands betingelser.

De ukrainske tropper er ved at forbløde ved fronterne. Og Finlands og Sveriges optagelse i Nato, som Vistisen med rette hylder, gør hverken fra eller til for det. Det gør kun hurtige og omfattende leverancer af ammunition. Men den afgørende pointe nævner DF-spidskandidat Vistisen ikke.

Det undrer mig, at ukrainske landbrugsinteresser ingen forbehold har over for EU-medlemskab. Det er en kæmpefordel for Ukraine, at deres fødevarer får uhindret adgang til EU’s indre marked. Men har de gjort sig klart, hvilke følger det kan have at være omfattet af EU’s landbrugspolitik? Jeg tvivler. I Danmark vil selv kræfter i Venstre tage landbrugsjord ud af drift. Tilsvarende miljøpolitiske kræfter i andre lande må formodes også at have den slags mål, og hvorfor skulle de lade god ukrainsk landbrugsjord være i fred?