Andelsbevægelsen har et problem

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det umage par af den antagelsesvis liberale Venstre-nestor Bertel Haarder og den tidligere socialdemokratiske kandidat Jens Jonatan Steen skrev et indlæg om fremme af andelstanken for små virksomheder i JP 25/3.

Det er interessant, at de to uden videre analyse nævner store andelsvirksomheder som Arla, Coop, Tryg, Forenede Kredit og energi-konglomeratet Andel som gode eksempler på, hvad andelsbevægelsen har frembragt.

Problemet er, at de nævnte megavirksomheder er det modsatte af gode eksempler på fremme af små virksomheder, fællesskab og udvikling. Det første resultat af en mulig analyse af de fem virksomheders situation er: Andelsbevægelsen er meget dårlig til at styre virksomheder, når de vokser sig store. Specielt når man ser på idégrundlaget om at fremme fællesskab og velstand på et demokratisk grundlag.

Andelsbevægelsen er nærmest helt uegnet til at skalere. Hvis lovgiverne skulle bidrage med noget nyttigt, kunne det være at lave rammer for, hvad andelsvirksomheder i vækst skal og må gøre med formuen, medlemmernes penge, til at dominere markedet, overtage konkurrenter og/eller ekspandere bort fra virksomhedens kerneforretning.

Kort sagt er her, hvad man vil finde ved en sådan analyse. Arla er monopolist på det danske marked og opkøber eller presser konkurrenter til skade for forbrugerne, som får højere priser og mindre kvalitet at vælge til eller fra.

Coop er sunket ned i ideologisk mudder og kan ikke levere det, som kunderne ønsker; konkurrencen fungerer i de fleste landsdele, men Coop taber ved ikke at levere prisbevidst innovation og mangfoldighed i vareudbuddet. Inden for forsikring og kredit er medlemsdemokrati et tyndt slør hen over kapitalistiske ejer- og ledelsesforhold, og formuen er i realiteten uden for kundernes/”ejernes” rækkevidde.

Andel er på samme måde en meget lidt medlemsstyret virksomhed, på trods af det ret pompøse navnevalg, og energivirksomheden breder sig for forbrugernes/”ejernes” penge til virksomhed, som er meget langt fra den aftalte hovedopgave, forsyningssikkerhed og billig forvaltning af forsyningsnettet – Andel investerer kundernes penge i fibernet, udenlandsk energihandel, investeringer og handel, uden for hvad der har med forsyningsnettet at gøre.

Lad mig blot understrege, at andelsbevægelsen har haft stor betydning for landets udvikling. Den kan stadig have det, og små opstartsvirksomheder kan have nytte af tanken.

Problemet er, at andelsvirksomheder ikke egner sig til skalering. Når man kommer over en vis størrelse, forsvinder fokus fra nærmiljøet, de vigtige ting, og man bør overveje andre ejerformer. Det store problem er, at der mangler regler for beskyttelse af andelshavernes værdier ved skift af ejerform. Der bør være et regelsæt om, hvordan andele skal honoreres med aktier eller lignende.