Krige mod civile må forbydes

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Sjældent har krige været så brutale og medført så mange civile ofre som i Ukraine og Gaza. Krige kan ikke undgås, men der er behov for at vedtage en ny kodeks for krigsførelse, så civile ikke bliver brugt som et kynisk militært middel.

Danmark kan tage et selvstændigt skridt for at vise, at det er muligt at gøre en langt mere offensiv indsats. Der er endog to historiske eksempler på, at private danskere har gjort en enestående indsats mod vold og for at hjælpe de civile. Begge eksempler er fra 1943.

I dag får palæstinenserne kun en brøkdel af de nødvendige forsyninger, og det, der kommer med faldskærme eller med enkelte sejladser fra Cypern, kan ikke afværge hungersnød. I 1943 hjalp frivillige danske fiskere jøder til Sverige. De sejlede dem over fra Gilleleje og kystbyer langs Øresund. Jøderne fik en chance for at opbygge deres eget land, og de kunne realisere det i 1948 med verdenssamfundets hjælp.

Siden hen har hele den vestlige verden undladt at sikre, at palæstinenserne kan etablere deres frie, selvstændige stat. Men i dag, hvor palæstinenserne i Gaza har fået smadret deres samfund og står over for hungersnød, kan Danmark sende et krigsskib og fragtskibe til Gaza for at bringe alle nødvendige nødforsyninger og materialer til genopbygningen.

Vi kan anerkende den palæstinensiske stat, som allerede ligger på tegnebrættet, og vi kan på dette grundlag lande i Gaza, selv om Israel vil forsøge at hindre en så direkte og massiv indsats – fordi Gaza er israelsk område. Men Gaza er et besat land, som Vestbredden og Østjerusalem er det. Derfor kan en nødhjælpsaktion af den karakter føre til en voldsom konfrontation med det israelske militær.

De danske fiskere var ikke bange for at tage en konfrontation med den tyske besættelsesmagt. Hvorfor tør vi ikke gøre noget tilsvarende i dag? Begge situationer handler om hjælp til undertrykte og forfulgte mennesker.

Krigen i Ukraine sker i Europa. Frankrig mener, vi kan blive nødt til at sende soldater til Ukraine for at kæmpe mod Rusland. Krigen er gået i stå, og Ukraine risikerer et nederlag. Det er næppe muligt at tvinge Rusland på tilbagetog. Men med en langt større militærindsats, eventuelt også med egne soldater, kan europæerne hjælpe ukrainerne med at stå stærkere ved de fredsforhandlinger, der vil komme på et tidspunkt.

En indsats af egne soldater, f.eks. piloter på F-35-jagerfly, kan også sende et signal til præsident Vladimir Putin, at vi ikke lader os true af hans atomtrusler. Vi har i to år undladt at sende egne soldater for at hjælpe et europæisk land, der gerne vil ind i EU. Imens dør ukrainerne på vores vegne.

Denne holdning udtrykte Kaj Munk i sin nytårsprædiken i Vedersø Kirke i 1943, få dage før han blev taget af nazisterne og henrettet ved Hørbylunde Bakke: »Vi har ladet andre bløde for vor skyld og vor sag. Vi solgte vor sjæl til kompromisets ånd og skrev kontrakten under med andres blod.«

Disse ord står stadig på mindestenen i Hørbylunde Bakker. Har vi glemt dem?

Så enkelt kan begge konflikter i europæernes nabolag beskrives. Det er ubegribeligt, at vi i nutiden ikke er bedre til at gribe ind over for umenneskelige handlinger. Brutaliteten sejrer i Ukraine og Gaza – som det også skete med Hamas-angrebet den 7. oktober. Hamas fik dog vist den slumrende verden, at palæstinenserne stadig ikke har fået deres egen stat, som det internationale samfund har lovet, og som vi har ignoreret trods nok så mange forhandlinger.

Den totale ødelæggelse af Gaza og de tusinder af dræbte civile er måske et forsøg på at undgå en ægte, selvstændig palæstinensisk stat – fri for enhver israelsk kontrol. Ministerpræsident Benjamin Netanyahu har en klar strategi: Han vil ikke acceptere en fri, palæstinensisk stat, og han vil ikke lade palæstinenserne få ansvaret for Gaza.

Det er udfordringen for omverdenen. Men når Israel så definitivt afviser en palæstinensisk stat – og sådan har politikken altid været – er der behov for, at f.eks. europæerne af egen drift går i aktion. Første skridt bør helt afgjort være at anerkende Palæstina – ensidigt – fordi det ligger i at være et selvstændigt land, og fordi det skaber et folkeretligt grundlag for at hjælpe med nødhjælpen og den efterfølgende genopbygning. Israel frygter selvfølgelig en ensidig anerkendelse, for det kan brede sig til alle lande.

Det værste for Israel er en anerkendelse af Vestbredden og Østjerusalem, for det vil uvægerligt føre til kravet om, at de 700.000 israelske bosættere skal tilbage til Israel. Det kan føre til borgerkrig, og hvis ikke der etableres en levedygtig stat efter krigen i Gaza, er der risiko for, at der kommer en langt større konflikt end den nuværende.

Derfor er der behov for, at den brutalitet, der rammer civile og boligområder, må standses. Civile ofre må ikke blive en ny normalitet.

Det er nødvendigt at tænke og at reagere anderledes. Nu bliver det opgaven for europæerne at lave en europæisk sikkerhedsorden, der omfatter Ukraine, og som skaber en troværdig stabilitet over for Rusland. Hovedelementet vil være Ukraines optagelse i EU samt forsvarsaftaler med Vesten – bilateralt eller i form af Nato.

Men desuden bør europæerne på egen hånd lave en sikkerhedsaftale med Rusland for at undgå den usikkerhed, der har været mellem Europa og USA siden Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud. I den forbindelse bliver det vitalt, at Europa etablerer sin egen atomafskrækkelse, selv om det kan tage tid. Det er det eneste, Putin frygter, og Europa må lære at stole på sig selv.

På tilsvarende vis må Europa også være parat til sikre en ægte, palæstinensisk stat trods nok så megen modstand fra Israel og helst i et solidt samarbejde med USA og den arabiske verden for at afslutte en langvarig konflikt, der konstant har truet stabiliteten i Mellemøsten – og globalt.

Det bliver dog ikke tilstrækkeligt at løse de to aktuelle konflikter. For at afværge gentagelser er det nødvendigt at finde nye konfliktløsningsmetoder. Der er behov for en genaktivering af FN, eftersom FN har metoder, der kan bruges i internationale konflikter. FN kan få en særlig opgave i at organisere en koalition af lande, der vil gribe ind under direktiver fra FN’s Sikkerhedsråd – også med en militær indsats mod et land, der bryder de internationale regler.

Men der skal etableres et stærkt grundlag, så beslutninger ikke undergraves af lande, der går egne veje, som det skete i forbindelse med Irakkrigen. Den Internationale Domstol i Haag, som undersøger, om Israel har begået folkedrab, kan måske tildeles en ny rolle som en permanent instans, der skal inddrages, hvis FN vil være kernen i konfliktløsninger. Men skal FN have en ny og stærkere rolle, bliver det utvivlsomt nødvendigt med en reform af sikkerhedsrådet for at afskaffe eller udvande veto-retten for de fem permanente medlemmer.

Et nyt regelsæt – en ny krigskodeks eller civilkodeks – skal ikke bare vedtages som en målsætning. Det skal være et operativt instrument. De europæiske lande bør gå foran, da Europa historisk er mere involveret i de to krige end USA, og da Europa har stærkere historiske relationer til landene uden for Vesten. Europa kan bedre end andre skabe samspil mellem supermagterne. Men det handler først og fremmest om noget uhyre konkret: at sikre civilbefolkningen – om nødvendigt med magtanvendelse.