Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Hvorfor i alverden kan kvinder ikke være soldater?

Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance udstiller et forældet syn på kvinder.

Torsten Schack PedersenMF, (V)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Dagene, hvor krige blev udkæmpet med rustning og lanse, og hvor fysikken var altafgørende, er borte. I dag er forsvar en højteknologisk disciplin, hvor kløgt og snilde kan være lige så værdifuldt som råstyrke. Og derfor kan kvinder spille en afgørende rolle i det danske forsvar.

Det er mig derfor også helt ubegribeligt, at partier, der ellers normalt taler om ansvar, nu demonstrativt og med armene over kors vil stille sig i vejen for en nødvendig styrkelse af værnepligten.

Det er næppe gået nogens næse forbi, at Putin fører krig i Europa og advarer om tredje verdenskrig. Derfor ønsker regeringen – som det fremgår af det nuværende forsvarsforlig – at styrke værnepligten. Der er behov for, at vi får uddannet flere soldater, der på sigt kan indgå i vores forsvarsreserve. Derfor lægger vi op til, at værnepligten forlænges til 11 måneder, at man øger antallet af værnepligtige, og at værnepligten fremover også skal omfatte kvinder. Men puha, sikke noget griseri, lyder det fra to ellers borgerlige partier. Ifølge Inger Støjberg (DD) har kvinder ikke fysik til at blive omfattet af værnepligten. Kvinder er altså dårligere end mænd, må man forstå på DD-formanden, der på stort set samtlige politiske områder drømmer sig tilbage til en verden af i går.

I moderne tider er kvinder og mænd altså lige gode, og derfor er jeg også varm fortaler for, at vi nu ligestiller værnepligten, så vi ligesom både Sverige og Norge også får kvindelige værnepligt. De seneste år har alle vores værnepligtige frivilligt meldt sig, og jeg forventer også, at langt, langt størstedelen frivilligt vil melde sig under fanerne, selvom vi forlænger værnepligten. Det vil derfor givetvis være et fåtal, der vil blive indkaldt uden at have meldt sig frivilligt. Desværre har Danmarksdemokraterne valgt, at partiet vil blokere for en styrkelse af værnepligten fremfor at tage ansvar.

Også hos Liberal Alliance har man igen valgt at gå ned ad vejen med ultimative krav. De vil for alt i verden ikke have kvinder i Forsvaret. Partiets gruppeformand, Ole Birk Olesen, argumenterede forleden for, at han ville være bedre at sende i krig fremfor en kvinde, fordi han fra barnsben havde leget »brydekamp, fægtning, cowboys og indianere«. I mit stille sind håber jeg, at han melder sig til Forsvaret. Så har han for første gang i årevis gjort noget fornuftigt.

Ifølge LA-formanden, Alex Vanopslagh, så er det nemlig mest »civiliseret« at sende mændene i krig: »Vi vil som samfund i øvrigt heller ikke kunne holde til at miste en stor andel af kvinder af en generation ift. fødselsraterne,« skrev LA-lederen forleden i et indlæg, hvor han gjort det helt klart, at han i hvert fald aldrig selv har ydet en indsats i det danske forsvar.

Først ville LA ikke være med til at sænke personskatterne, og nu er de så ultimative på, at kvinder for alt i verden ikke må spille en markant rolle i forsvaret af Danmark. Det med at tage ansvar er mest noget, Vanopslagh siger. Det er ikke noget, han gør.