Ét år til gavn for Danmark: Unge skal give deres bidrag til samfundet
Staten skal sikre, at der er folk nok til vitale samfundsfunktioner.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvert år hører vi, at for få unge er søgt ind til den ene eller anden velfærdsuddannelse, og nu har vi også indset, at der mangler folk i Forsvaret. Det offentlige igangsætter derfor tiltag for at rette op forholdene, men det nytter ikke nok. Danmarks sikkerhed og velfærd er truet, fordi for få unge vælger at deltage i landets forsvar eller at uddanne sig til sygeplejerske eller sosu-medarbejder.
For få frivilliges tilmelding til Forsvaret kan nu betyde, at unge mænd (og måske kvinder) skal indkaldes, men da der samtidig mangler folk i sundhedssektoren, vil jeg foreslå en bredere ordning:
Alle unge over 18 år skal give ét års indsats for samfundet, inden de fylder 25 år. Det vil betyde, at det offentlige kan kræve, at de påbegynder en uddannelse eller tager et job på områder, hvor samfundet mangler folk. Den enkelte unge kan så vælge mellem måske 10 forskellige prioriterede uddannelser og eller tage en uddannelse til politibetjent eller sågar præst, hvis samfundet kan se, at der i fremtiden mangler folk med disse kompetencer.
En ungdomsårgang omfatter godt 60.000 personer, så der skal principielt årligt tilbydes mindst samme antal samfundsbidragende uddannelser inden for ovennævnte områder. Det kan f.eks. betyde, at der årligt skal oprettes pladser til 15.000 rekrutter og politikadetter og 5.000 studiepladser inden for sygepleje- og sosu-uddannelser, 4.000 studiepladser på lærer- og pædagogseminarierne osv.
Samfundets sammenhængskraft vil givetvis blive styrket med en sådan ordning. Hvis bare 30 pct. herefter fortsætter uddannelse og får job inden for området, vil det være et gode for samfundet. Unge, der efter et år ikke vælger at blive i f.eks. Forsvaret eller færdiggøre deres uddannelse til f.eks. sygeplejerske, vil stadig have styrket samfundet med deres viden om f.eks. forsvar eller nødhjælp.
Det er klart, at samfundet hvert år vil skulle justere på fordelingstallene mellem de ”samfundsbidragende” uddannelser, og nye uddannelser vil kunne erstatte de uddannelser, som vælges i tilstrækkelig grad. F.eks. kan stor mangel på elektrikere og it-folk til at øge cybersikkerheden gøre, at disse uddannelser prioriteres.
Med en sådan ordning vil det offentlige samtidig få en regulator, der vil kunne dæmpe studieårganges ofte lidt for uheldige valg af uddannelser med for få fremtidsperspektiver.