Løsningen er klar nok: Uddan flere praktiserende læger

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

En god forretning skal gavne samfundet, ikke ske på bekostning af samfundet. Så kort kan det siges. Og derfor har vi også afgifter på cigaretter, alkohol og forurening, så de omkostninger, der er for samfundet, afspejles i markedsprisen. Det handler om at spænde markedskræfterne for en vogn, så de gavner samfundet fremfor at skade det.

Gør man ikke det, kan det gå grueligt galt. Et eksempel på det er Alles Lægehus, en koncern, som driver 39 almen praksis-klinikker og har 130.000 patienter tilknyttet på landsplan.

I almen praksis er det meningen, du skal møde en læge, du kan have tillid til, og som har blik for dit ve og vel. Men skal man tage DR’s afsløringer til troende og de eksperter, som udtaler sig, er det tilsyneladende det omvendte, der gør sig gældende i Alles Lægehus.

Der tages penge for behandlinger, der ikke er udført, og det betyder, at der kommer til stå ting i patienternes journaler, som de ikke er blevet behandlet for. Det er ikke alene grisk, men også en praksis, som kan skade patientsikkerheden. Og det er også kommet frem, at lægerne i Alles Lægehus henstilles til at se kroniske patienter, f.eks. diabetikere, så lidt som muligt, fordi de ikke får penge per besøg. Det er ikke bekymrende, at der sker fejl. Det vil der altid ske. Men meget tyder på, at der slet ikke er tale om fejl, men at det derimod sker helt bevidst.

Nu skal sagen gå sin gang. Og det må være op til myndighederne og domstolene at drage en konsekvens af sagen for Alles Lægehus. Men hvilke konklusioner skal man drage politisk?

Før man fristes til at sværge til statsglad velfærdssocialisme, og at det store offentlige maskineri i regionerne skal overtage driften, skal man minde sig selv om, at heller ikke det offentlige sundhedsvæsen er gået fri af skandaler den seneste tid. Tag kræftsagen i Aarhus, hvor man ignorerede nødråb fra ansatte om, hvor galt det stod på afdelingen. Her var det tilsyneladende vigtigere at undgå politiske problemer end at lade sandheden komme frem i lyset og få gjort noget ved sagen. Eller senest en rapport fra Rigsrevisionen, som viste, at et flertal af patienter i børne- og ungepsykiatrien ikke blev oplyst om deres rettigheder.

Som borgerlig er jeg tilhænger af markedet, og at mennesker drives af at opbygge en god forretning til gavn for dem selv og deres nærmeste. Det gælder, uanset om det er en købmand, en fiskekutter eller en fabrik, man driver. Det er sådan set grundlaget for hele vores samfund, at vi har stærke virksomheder, der finansierer skoler, forsvar og sundhed. Det er fornuftigt, at vi lader store og små virksomheder bidrage til at levere skattefinansierede velfærdsydelser.

Men hverken markedet eller staten er fejlfri, og derfor er det vigtigt at finde kloge balancer. Som konservativ sundhedsordfører kæmper jeg for, at alle danskere skal have adgang til en læge, som de kender, og som kender sine patienter. Altså en familielæge, der selv passer patienterne og sikrer tryghed og kontinuitet. Vi ved nemlig, at patienter, der har en fast læge, som de kender, har færre indlæggelser på hospitalet og simpelthen lever længere. Læger, som helst ejer og driver klinikken sammen med deres kollegaer. Det er en model, som er billig og ubureaukratisk – den koster i gennemsnit 150 kr. om måneden per patient, men alligevel er man begyndt at gå væk fra den de seneste år i et forsøg på at løse problemerne med lægedækning. Læger kan eje flere og flere ydernumre og har i praksis ofte ikke deres gang i klinikkerne; det er det, som er gået galt i Alles Lægehus.

Den egentlige løsning på problemet med lægedækning er en anden: Uddan flere praktiserende læger – vi skal fra 3.500 til 5.000 praktiserende læger. Det er faktisk allerede politisk aftalt, men der er ikke blevet handlet på det fra regeringens side. Lad os se at komme i gang.