Politikerne må ikke gøre værnepligten til et ligestillingsprojekt
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Blot seks dage efter kvindernes internationale kampdag stillede regeringen forslag om at udvide værnepligten fra fire til 11 måneder og til også at gælde kvinder, der hidtil blot har haft værneret.
Hvis Folketinget forventeligt stemmer forslaget igennem, vil det unægteligt betyde, at vi får flere kvinder i det danske forsvar, hvilket jeg hilser velkommen og mener, at vi som samfund bør støtte. Jeg håber dog, at regeringen holder sig for øje, hvad baggrunden for forslaget er. Vi lever i en ny koldkrigstid, hvor vores sikkerhed ikke længere er en garanti.
Derfor er det vigtigt, at værnepligten ikke bliver en ny måleenhed for ligestillingen. Det nye lovforslag må ikke munde ud i, at man sænker eller differentierer kravene i værnepligten på baggrund af kønnene. For mænd og kvinder kan af biologiske grunde naturligvis ikke det samme, men dette er en kendsgerning, som en krigs dystre vilkår ikke tager hensyn til.
Det er afgørende, at kvinderne bliver trænet på samme måde som mændene, da vi ikke ønsker at stå med en hær, hvor vi ikke kan være sikre på, at soldaterne kan bære hinanden eller deres udstyr.
For at hjælpe de kvinder, der undervejs kan have svært ved de fysiske opgaver, men som stadigvæk ønsker en karriere i Forsvaret, så kan Forsvaret sørge for, at de bliver oplyst om de mange andre vigtige poster, der skal bemandes i det danske forsvar, som ikke nødvendigvis kræver den samme fysiske styrke. Kønnene bliver på den måde fordelt, så alle kan bidrage med det, de er bedst til.
Ved at gøre værnepligten til et ligestillingsprojekt risikerer vi at spille russisk roulette med vores frihed frem for reelt at styrke forsvaret af Danmark.