Jeg gider ikke at kæmpe. Men det skal jeg desværre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi har i over 100 år markeret Kvindernes Internationale Kampdag. Vi burde i stedet for have en mindedag for den nærmest glemte tid, hvor kønnene ikke havde lige og fair muligheder i livet. Men der er vi ikke endnu.

Claudia Goldin vandt Nobelprisen i økonomi sidste år for sine studier i ”The Child Penalty”. Goldins research viste, at kvinders lavere lønniveau ikke kun skyldes uddannelses- og karrieremæssige valg. Kvinder i sammenlignelige stillinger som mænd tog et ordentligt dyk på lønudviklingen i forbindelse med fødslen af deres første barn.

Hun mener ikke, at lønforskelle blandt mænd og kvinder vil blive udlignet, før der er ligestilling i privaten. Tidligere forskning og “The Child Penalty Atlas” viser desuden, at kvinder forlader arbejdsmarkedet eller går ned i tid oftere end mænd for at tage vare på familien. Så Goldin har formentlig en pointe – det har nobelprisvindere det med at have …

Hvis du som jeg doomscroller på sociale medier, vil du måske have stødt på kvinder, der poster om “the mental load”. Det her med, at kvinder har utallige, usynlige opgaver i hjemmet og styr på den uendelige huskeliste af idrætstøj, madpakker og Aulabeskeder.

Jeg påstår ikke, at vi selv har forårsaget “the mental load”, men jeg har oplevet en for mig spøjs tendens. På bagkant af de nye regler om øremærket barsel tilbyder flere virksomheder en længere, lønnet orlovsperiode til mænd end tidligere. I mit netværk har kvinder haft en anelse svært ved at give slip på det, de har oplevet som “deres” orlov. Det undrer mig.

På den ene side er der kritik af, at mændene ikke deltager i hjemmet i tilstrækkelig grad – men når muligheden byder sig, er vi alligevel ikke helt klar til at ændre status quo. Det er da paradoksalt og uhensigtsmæssigt. Så kommer vi aldrig videre. Vi har alle et ansvar, hvis tingene skal ændre sig.

Vi har, siden vi startede med at give lige ret til løn under orlov for både mødre og fædre, set en stigning i den tid, fædre vælger at være på orlov hos os – og hurra for det! Jeg håber og tror på, at det er et skridt i den rigtige retning – i mange sammenhænge.

Men der er lang vej igen. Vi taler konstant kvinder i bestyrelser, kvinder i ledelser og kvinder i tech. Vi virksomheder står nærmest og råber i munden på hinanden den 8. marts for at vise, hvor dygtige vi er til det med ligestillingen.

Det er også interessant at se, at det ofte er kvinderne, der stiller sig i front i kampen om ligestilling. I sidste uge læste jeg et fint opslag på LinkedIn af Andreas Gylling Æbeløe, hvor han beder mændene om at komme ind i kampen. Jeg kunne ikke være mere enig. At alle mennesker har samme værdi og værd, bør være en fælles agenda – ikke kun kvindernes. Men selv på Andreas’ opslag er reaktionerne primært fra mere feminint klingende navne.

Selvom jeg er møgtræt af kønsdebatten, må jeg desværre konstatere, at den er nødvendig og formentlig vil være det i en god rum tid endnu. Den bliver ikke løst overnight. Jeg ville elske, at vi i stedet for køn kunne tale om “mennesker”.

Vi har som virksomheder et ansvar i at give lige muligheder til alle. Det bør ikke være noget, vi føler et behov for at råbe op om eller flashe for at opnå goodwill eller eksekvere på en del af employer branding-strategien. Vi bør især skabe fleksible rammer for bæredygtige arbejdsliv, hvor det at blive og være mor og ordet “karriere” ikke behøver at være modsætninger. Fleksibilitet er ikke et medarbejdergode.