Nej, Kurt Klaudi Klausen. De ældre forskere henter mere end to tredjedele af midlerne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Professor Kurt Klaudi Klausen beklager sig i JP 26/2 over aldersdiskrimination, fordi han og andre ældre professorer er blevet automatisk frasorterede i ansøgningsprocessen til Carlsbergfondets Semper Ardens-program.

At han føler sig til grin over at have spildt sin tid på at søge penge hos en fond, hvor han på grund af ikke på forhånd kendte kriterier var chanceløs, er selvsagt forståeligt. Men jeg ønsker ham til lykke med at være blevet 70 år og stadig kunne undre sig over, at det »paradoksalt nok […] ikke er nok […] at skrive en genial ansøgning«. For danske akademiske bedømmelsesudvalg og fonde anvender et væld af ofte uigennemskuelige ikke-kvalitetsrelaterede kriterier, hvor formelt velkvalificerede ansøgninger i praksis ikke har en chance. Tillad denne 25 år yngre, ikke-fastansatte forsker at give et par personlige eksempler.

Jeg brugte først månedsvis på at skrive en ph.d.-ansøgning til Statens Naturhistoriske Museum – den blev to gange afvist pr. automatik uden egentlig bedømmelse, fordi et flertal i udvalget syntes, at min vejleder allerede havde rigeligt med penge. Sidenhen fik jeg et af Carlsbergfondets udlandsstipendier, i hvis forlængelse man kunne søge et reintegrationsstipendium til at vende hjem igen. Desværre ændrede fondet administrativ praksis, så dets grænse for maks. fem års ph.d.-alder ikke længere kun håndhævedes strengt ved udrejse, men nu også afskar os, der faldt for grænsen undervejs, fra at søge hjem og udnytte vores internationale erfaring i Danmark.

Jeg søgte så hos Danmarks Frie Forskningsfonds Sapere Aude-program, der har som et påstået formål at »styrke muligheden for, at yngre forskere efter udlandsophold kan vende tilbage til danske forskningsinstitutioner« og danne egne forskningsgrupper. Men fra udlandet bliver man nødt til selv at finansiere hele sin løn af stipendiet, så i praksis gives det stort set kun til de allerede etablerede med penge til egen løn; min seneste ansøgning blev sorteret fra i første runde med denne hovedbegrundelse.

Fonden meddelte i afslaget, at min ansøgning lå »i den øverste tredjedel« med hensyn til videnskabelig kvalitet, og at 42 pct. af de indsendte ansøgninger gik videre til anden runde – en sjældent officiel bekræftelse af, at den sendte talrige ansøgninger videre, den matematisk nødvendigvis vurderede ringere. Og lad mig slå fast, at der er hundredvis af mere geniale folk end mig i alle aldre og karrierestadier, der kunne fortælle lignende historier – og at nogle af disse meget vel kan have følt sig til grin de gange, hvor jeg var blandt de heldige.

Men lige med hensyn til aldersdiskrimination vender den netop i forskningsverdenen snarere den tunge ende opad: Veletablerede professorer som Kurt Klaudi Klausen består for over 75 pct. vedkommende af folk i 50’erne og 60’erne, og de henter omtrent 75 pct. af alle større fondsbevillinger. Og hvor han vil kunne løse sit problem som snart 70-årig ved at gå på pension efter et langt og flot forskerliv og hellige sig skrivefred uden indtægtstab eller behov for eksterne midler, er det for en stor del yngre forskere derimod nødvendigt at søge eksterne midler for bare at kunne betale huslejen.

Hvis en hædersmand som Kurt Klaudi Klausen vil bruge sit engagement i at styrke etikken og gennemskueligheden i den danske forskningsverden, burde han hellere sætte sin pondus ind på en mere generel kamp for større vægt på ren videnskabelig kvalitet i fonde/udvalg – eller/og i det mindste større klarhed og ærlighed om deres forskellige ikke-kvalitetsrelaterede kriterier.