På et tidspunkt begyndte jeg at kalde kød for lig

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Jeg spiser ikke kød, fordi jeg synes, det er synd for dyrene.«

Det argument har jeg brugt mange gange i mine 10 år som vegetar. Jeg siger det altid lidt undskyldende, fordi jeg ved, at jeg bliver mødt med overbærenhed, når dét er forklaringen på mine madvaner. Mit argument, som er baseret på empati, er ikke stærkt nok, men bliver anset som lidt fjollet og barnligt – det er useriøst. Synd for dyrene? Hvilke dyr? Det er jo bare kød. Der er en enorm distance mellem dyr og mad, som vi helst vil fastholde – ellers bliver det ubehageligt.

På et tidspunkt begyndte jeg at kalde kød for lig, kadavere, døde dyr. I stedet for et medfølende smil over min opfattede hippieagtige tendens til at prædike om fred og kærlighed blev jeg mødt af sammenknebne øjne og rynkede pander. Min samtalemakker havde nu mødt en af de der typer: en vred og ekstrem vegetar. I virkeligheden føltes det ikke ekstremt for mig at kalde en spade for en spade – til gengæld føltes det ekstremt at slå ihjel for mine smagsløgs skyld.

Noget skal dø, før der kan være kød på din tallerken, længere er den ikke.

Slagteriansatte slår ihjel som en del af deres arbejde. Raske, sunde dyr bliver dræbt – eller aflivet, hvis det lyder mildere. I andet kvartal af 2023 blev 3,3 mio. grise slagtet i Danmark – samtidig blev 3,8 mio. levende grise eksporteret ud af landet. Forestil dig din nabo avle hunde for blot at sætte en boltpistol for deres pande, når de skal bruges til noget andet. Forestil dig, at de avler mennesker.

Hvor går grænsen for produkt og individ, når det levende væsen er avlet til netop det?

Vi vil helst ikke være dette arbejde bevidst, og hvorfor er så det? Jeg tror, at svaret er empati. Det er ikke en egenskab eller et argument, der bliver taget seriøst, og derfor ignorerer vi det somme tider, når det opstår. Man kan jo ikke handle på noget så fjollet og naivt som empati. Der er en enorm distance mellem levende dyr og de uformelige stykker kød, man møder hos slagteren. Vi oplever det nærmest som to forskellige ting: dyr og mad. Hele mellemregningen forsvinder, vi forholder os ikke til den, fordi det ikke er nødvendigt.

Det er her, udfordringen opstår. Når vi forøger distancen og mindsker empatien, bliver vi i stand til at handle imod vores etiske overbevisninger. Selv dyrene rangerer vi; vi spiser gerne grise og køer her i Vesten, mens hunde næsten er som familie. I Indien er køer hellige, her kunne man ikke finde på at gøre dem fortræd. Flere steder i Asien spiser man hunde – dette er dog nu ved at blive gjort ulovligt i Korea, i takt med at hunden har fået en ny status. Vi værdisætter arterne efter behov, og alt efter anvendelsen af dyret følger etikken med.

Disse etiske problemstillinger bliver stillet op i min roman ”Carnivora”; frem for at opdrætte dyr til konsumering opdrætter man i denne fremtid mennesker. Mere specifikt en helt konkret menneskeart, som er skabt til formålet. De kender ikke til frihed, de har ikke et sprog, ikke andet formål end at blive til mad. De bliver behandlet på samme måde som vores slagtedyr i dag – de har et godt liv i staldene og bliver aflivet hurtigt. Er det så ikke fint? Hvad er problemet?

Måske er der ikke et problem. Måske tænker du, at det netop er kriteriet for slagtning og konsumering. Men hvis du tænker, at der er et problem – hvis der er det mindste ved ovenstående, som gør dig utilpas – så vil jeg invitere dig til at udforske det.

Er det arten, der er afgørende? Proceduren? Er det afstanden mellem individ og mad?

Jeg er stadig i tvivl om, hvor jeg står, når det kommer til de etiske spørgsmål på dette område. Men én ting er sikker: Jeg spiser ikke kød, fordi jeg synes, det er synd for dyrene.

Det er mit argument, og jeg insisterer på, at det er stærkt nok.