Nej, Niels Lillelund, du behøver ikke emigrere. Børnene kan bare skifte skole

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I sin klumme 18/2 sluttede Niels Lillelund af med at overveje, hvad han selv ville gøre, hvis det var hans børn, der blev udsat for overgreb, og der ikke blev reageret fra skolens side. Hvis jeg forstår ham ret, ville han og familien forlade landet.

Jeg forstår ham for så vidt godt. Ingen børn skal udsættes for det, der er sket på en skole i Køge, og hvis ellers sagen er refereret korrekt, må tilliden til de ansatte være væk for altid. Så medmindre ledelsen og måske også hele lærerstaben bliver udskiftet, ville jeg også vælge at forlade den synkende skude.

Men hvorfor forlade landet? For det første er der ingen garanti for, at lignende sager ikke kunne ske og er sket i andre lande. Uden at kunne bevise det er jeg ret sikker på, at Danmark ikke et et enestående tilfælde.

For det andet kan man bare skifte skole. Der er frit skolevalg i Danmark, så det er sådan set et spørgsmål om at beslutte sig, hvor man gerne vil gå, håbe, at der er plads, og så søge om optagelse. Sværere er det ikke. Og der er også altid mulighed for at skifte til en privatskole.

Det lyder alt sammen så let, hvad det rent teknisk set vel også er, men alligevel er det selvfølgelig katastrofalt, at det er kommet dertil, hvor børn er nødt til at skifte skole for ikke ustandselig at skulle bekymre sig om at blive voldtaget, uden at de ansatte griber ind. At indføre tissemakkere er i virkeligheden det samme som intet at foretage sig.

Det virkelig grotesk alvorlige i denne sag er ikke, at nogle elever har begået overgreb mod andre børn på en skole. Misforstå mig ikke, det er selvfølgelig særdeles alvorligt, og jeg ønsker ikke at negligere det. Virkeligheden er bare, at medmindre eleverne bliver mandsopdækket (og dermed får frataget deres frihed), kan ingen skole garantere, at det ikke sker.

Det, skolen derimod kunne garantere, er at sige, at vi ikke tolererer overgreb af nogen art (voldtægt, trusler med kniv, kvælertag etc.), og at vi vil slå hårdt ned på det, hvis det sker og bliver opdaget. Det er den tryghed, enhver skole kunne og burde give alle børn. Vi kan ikke garantere, at der ikke sker dig noget slemt, men vi garanterer, at det får konsekvenser for den eller dem, der har gjort dig noget ondt.

Det er en sådan garanti, ethvert ordentligt land burde give sine borgere og enhver ordentlig skole give sine elever. Det kan så i visse tilfælde være nødvendigt at sætte hårdt mod hårdt og bortvise elever, hvis dette løfte skal være reelt og ikke bare tomme ord. Her er handleplaner, dialogmøder og inklusionspædagogik ikke altid nok, det har Lillelund helt ret i.

Det er nok her, det kniber. Hvis man har en idé om, at man kan snakke sig til rette om alting og aldrig behøver at bruge magt, vil selv et nok så alvorligt problem blive mødt med snak og en evig tro på, at vi ved fælles hjælp kan løse det. Det er bare ikke altid nok. En gang imellem må man sætte foden ned og sige hertil og ikke længere, og i den forbindelse har Borup Skole fejlet eklatant.

Jeg tvivler dog på, at det er et særligt dansk problem, så jeg ved ikke, hvad det skulle hjælpe at flygte til udlandet, som Lillelund vil. Jeg ville finde en anden skole.