Så er der sat gang i navnelegen om EU-topposter

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det var ikke overraskende, da de tyske kristendemokrater (CDU) den 19. februar på et pressemøde i Berlin annoncerede, at Ursula von der Leyen er klar til en ny femårig periode som EU-kommissionsformand.

Den endelig udpegelse til såkaldt Spitzenkandidat for hele den store EPP-gruppe i Europa-Parlamentet sker formelt først, når den politiske gruppe mødes i Rumæniens hovedstad, Bukarest, den 5.-6. marts.

Ursula von der Leyen er klart den mest fremtrædende kommissionsformand, EU har haft siden Jacques Delors’ 10-årsperiode fra 1985 til 1995.

Denne gang er det helt specielle, at hun udover at skulle være kommissionsformand nu også skal være kandidat til Europa-Parlamentet frem mod sommerens valg.

Med Ursula von der Leyens udmelding er spillet om magten i EU frem mod 2029 i gang. Samtidig er det oplagt, at valget til posten som Natos generalsekretær, der også skal besættes i år, er en del af det europæiske storpolitiske spil.

Det er selvfølgelig ikke alene de europæiske kristendemokrater, der kan bestemme, hvem der skal være formand for Europa-Kommissionen. Men det er en vigtig melding, der nu åbner for kampen om fordeling af øvrige topposter.

Efter Jacques Delors 10 år i Bruxelles var der klar opfattelse blandt medlemslandene om, at en så stærk formand ville man forsøge at undgå i fremtiden. Derfor valgte man Jacques Santer til at efterfølge Jacques Delors.

Den joviale tidligere premierminister i Luxembourg så man blandt stats- og regeringslederne som en garanti for, at det ville være nemmere at styre EU-Kommissionen.

Jeg husker en episode fra min første tid som talsmand i Europa-Kommissionen i 1995, hvor en af de talsmænd, der også havde været der under Jacques Delors, spurgte, om Jacques Santer også skulle have bragt alle søndagsaviserne hjem til sig selv, ligesom Delors havde fået. »Glem det!« var svaret.

Ursula von der Leyens udmelding vil få andre potentielle kandidater til at overveje den mulige indflydelse, de kan få via de øvrige poster. Eksempelvis er posten som formanden for Det Europæiske Råd en mærkelig konstruktion.

Og de seneste fem år har den belgiske formand, Charles Michel, på mange måde opført sig som en elefant i en glasbutik. Eksempelvis misforstod han helt, hvad formandsposten for Det Europæiske Råd er, da han satte sig ved siden af præsident Erdogan i Tyrkiet, mens der ikke var en stol til Ursula von der Leyen. Den og andre episoder blev i denne uges udgave af The Economist beskrevet som et »EU that looks as disorganised as a student society«.

Det er i dette job som formand for Det Europæiske Råd, mange iagttagere i Bruxelles ser Mette Frederiksen som favorit til.

Den tredje vigtige post er på mange måder også en anakronisme. Vedkommende er EU’s udenrigsminister og samtidig medlem af Europa-Kommissionen. De seneste fem år har det været den tidligere formand for Europa-Parlamentet, Josep Borrell, der har haft dette svære job, som besværliggøres af, at der ikke er en fælles EU-udenrigspolitik, man som udenrigsminister kan udføre.

Hvem der er kandidat her, er helt åbent. Der skal både tages hensyn til de politiske familier, og når det gælder EU-Kommissionens medlemmer, skal de først udpeges af medlemsstaterne, og EU-udenrigsministeren skal være medlem af kommissionen.

Der tales også åbent om, at der skal udpeges en kommissær med ansvaret for forsvarspolitik i den kommende kommission.