Jeg vil langt hellere sætte mig ved siden af den ældre dame i bussen end være afhængig af en algoritme

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg ligger på børneværelset. Jeg sveder tran. Lego-opstillinger, actionmænd og selvlysende neonstjerner minder mig om min flotteste titel: far. For lidt siden sov jeg, men jeg er vågen nu. Uoverensstemmelsen baner vej gennem et sæt ben og arme, der ikke parerer ordre. Det konstaterer jeg, idet jeg forsøger at vende mig på madrassen. Elendige nervevrag. Kan jeg i det mindste tale? Heller ikke det. Søvnparalyse.

Mine fødder hviler mod radiatorens metalliske glød. Noget svier. Med en halv sovepille i hypofysen begynder min hjernes biograf at fremstille overeksponerede billeder. Tilfældige nedslag i de seneste års transformation. Lige inden søvnens refleks hører jeg Holger Bech Nielsens ord fra podiet i Planetariet, hvor jeg var publikum i 2023: »Der findes ingen NUTID uden en FREMTID.«

Ved nytårstid stillede jeg mig selv et inkvisitorisk spørgsmål: ”Hvordan kan jeg opnå større samklang med verden?” Jeg har fået at vide, siden jeg var barn, at jeg var ”en drømmer”. Jeg kunne godt lide at observere de andre børn, når de legede. Jeg ville sommetider trække mig, imens legen var god. Det er stadig sådan, jeg har det den dag i dag. Men nu har jeg slettet mine sociale medier som et nytårseksperiment. Slut med min digitale udkigspost. Jeg stopper ”imens legen er god”. I øvrigt titlen på en mockumentary fra 2021 med undertegnede som forfatter. Forestil dig, at du hver eneste dag kunne stoppe tiden i det sekund, ”legen” har momentum. Fastfryse nuets krystalliske glimt og genleve det efter forgodtbefindende som en sang på repeat eller et fotografi. Sådan har jeg forsøgt at leve mit offentlige liv i skæringsfeltet mellem digitale udtryksformer og narrative eksperimenter. Jeg har så at sige eksperimenteret mig frem til et ”selvbiografisk felttog med nuet” som barn af en tid, hvor de sociale medier blev en børnehave for voksne. Dog kan jeg sidde tilbage med en følelse af manglende mestring af den sande kunst: væren i nuet.

Jeg har forsøgt at opfinde en værktøjskasse af offline-metoder, som jeg gerne vil dele med læseren, fordi de har virket for mig. Lad mig starte fra begyndelsen af 2024, hvor jeg ligger transpirerende i børnesengen – patetisk overbevist om dødens snarlige indtræden. I første uge af mit ”sociale selvmord” begynder jeg at gå fra a til b. Jeg går mellem mine daglige gøremål i stedet for at cykle og tage bussen. Jeg vil gerne se verden panorere forbi i et langsomt tempo og håber på at møde tilværelsen i øjenhøjde. Jeg vil skabe resonans. Der er flere nye ting, som jeg får øje på. Jeg tillægger små passager værdi som et slags dogme strøget hen over min hverdag.

Den første overraskelse i mit temposkift er omstrejfende dyr. Primært huskatte på daglig vals. Jeg har aldrig brudt mig om katte. Katte kradser i menneskers møbler og slikker sig selv i røven. Et værdiløst rovdyr i miniformat uden sans for etik og moral. Katte er desuden kompetente observatører. De stirrer i lang tid på et emne, ofte ud i luften i minutter lange sekvenser af total resignation. Katte har deres eget liv på planeten Jorden. De strejfer omkring som evigt transcenderende anarkister og pisser i villahaver hele dagen. Det er næsten ikke til at holde ud. Heller ikke skinsygen over kattens tilstedeværelse i nuet. Det gælder også, når kræene jager. Det ville i det hele taget være nemmere at være en kat, tænker jeg, og spytter mig over skulderen. Det er sådan noget, jeg forestiller mig, og jeg begynder desuden at drømme om katte den første uge af 2024.

Jeg udsætter mig selv for længere ophold under nedkølet vand. Overgivelsen er svimlende. De fleste fryser, og der ligger 10 kilos isblokke rundt omkring fjordens vandhuller i starten af 2024. Nogen hopper rundt på badebroen, som om brædderne er gloende kul. Klimaks er øjeblikket, hvor vejrtrækningen når sit nulpunkt, og jeg kan vente med at tage indåndinger i halve til hele minutter af gangen. Nu dykker jeg helt ned og ligger stille som en sardin. Jeg forestiller mig, at det iskolde tæppe, som omslutter korpus, er en varm alpaka-sweater. Det hele foregår mentalt. Den fysiske udholdenhed er min meditation og min fortjeneste. Jeg er en bjørn, som kan ophede kødet indefra. Når jeg stiger op, penetrerer gåsehuden vandspejlet, så det føles som en genfødsel. Jeg kommer ud af moder naturs vagina hver eneste dag i vinterhalvåret. Om natten drømmer jeg fortsat om katte, men også om tunneller af lys samt stærke visuelle himmelfænomener.

Der er mange fortabte sjæle i dette troløse land. De har i stedet taget metafysikken til sig og anvender individuelle riter, tilfældigt håndplukket hentet fra tidligere tiders mytologier. For nogle handler det om en personlig rejse mod ”essensen” af dem selv. Personligt hælder jeg mere til det kollektive og kirkelige. Facebook, Snapchat og Instagram bringer et digitalt alternativ til nuet under etiketten ”sociale medier”, hvor du til hver tid kan stille ind på andres frekvenser via en skærm. Diskrepansen består imidlertid i, at vi kigger ned i stedet for, som kongen udtrykte det i prins Christians tale, »at kigge op«.

Når man ser op, er der god sandsynlighed for, at vi møder andre menneskers blikke. Des mere jeg lægger skærmen fra mig, kryber en erkendelse ind på nethinden: Jeg har glemt, hvordan man møder andre uden at fremstå kunstig. Min smartphone har virket som en naturlig livline, når jeg skulle gebærde mig i det offentlige rum. Jeg oplever ”skærmabstinenser” og føler mig flov og akavet. Jeg er fanget i et indbildt eksistentielt tomrum, som jeg selv har opbygget, men jeg holder fast. Telefonen er et panser. Jeg var afhængig af digital opmærksomhed, og abstinenserne blottes i hver en bevægelse i mit kropssprog.

I kultserien ”Riget”, afsnit et i første sæson, holder patologen alias norskfødte Baard Owe en dundertale for sine førsteårsstuderende i kælderen: »Angsten for at komme for tæt på andre er angsten for at dø. Fordi det er angsten for F-Æ-L-L-E-S-S-K-A-B-E-T. Hver gang I rykker længere ind på sædet i bussen for ikke at komme til at røre ved den, som sidder ved siden af, så er det angsten for fællesskabet. Alle dem, vi arbejder med hernede, har accepteret deres plads i fællesskabet. Et lig kræver ingenting. Med dets sublime tilstedeværelse stiller det sig til rådighed for videnskaben. Det maner til respekt.«

Tilbage til sengen, hvor jeg oplevede en form for ”metafysisk metamorfose”. Jeg troede som sagt, at jeg skulle dø, og af samme grund rettede jeg henvendelse ud i mørket. Jeg bad til Gud flere gange og lovede højt (og en lille smule helligt), at jeg ville være noget mere for de mennesker, som betyder noget, samt at jeg ville passe bedre på mig selv. Det afgørende blev imidlertid at give slip på vrangforestillingen om, at jeg er mere disponibel, hvis jeg dagligt er ”til stede” og anvender sociale medier. Jeg har indset, at det var selvbedrag.

Jeg vil langt hellere ”mærke verden”, som Tor Nørretranders skrev i sin kultbog fra 1991. Jeg vil sætte mig ved siden af den ældre dame i bussen. Hendes historie er garanteret sjovere og langt mere interessant end filtrerede opdateringer uden rodfæste i virkeligheden. Algoritmen kender dig IKKE. Det er bare en formel.