Det er bedst at dø i Midtjylland

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Regeringen har sat døden til debat. Først med udmeldingen fra statsministeren på sidste års Folkemøde om, at hun støtter aktiv dødshjælp. Siden med regeringens forslag om, at alle danskere over 18 år automatisk skal tilmeldes organregisteret, så vores organer som udgangspunkt skal tilfalde staten efter vores død.

I begge tilfælde er regeringen gået imod et flertal i Etisk Råd. Det pudsige er, at et nærliggende emne, som påvirker tusindvis af danskere hvert år, ikke tildeles tilsvarende opmærksomhed fra regeringens side, nemlig palliativ behandling.

I 2022 blev 12.340 patienter henvist til palliativ i sundhedsvæsenet, men kun 9.840 nåede at få behandling i tide, viser tal fra Dansk Palliativt Selskab. Der var således 2.500 danskere som døde, før de nåede at få den palliative behandling, de var henvist til.

Vi skal alle møde døden. Men hvordan vi møder den, er ikke ligegyldigt. Derfor har vi som samfund besluttet, at vi skal lindre, pleje og give omsorg til døende mennesker. Det kan være fysisk med smertestillende medicin, men også mentalt, psykologisk og åndeligt. Det er også vigtigt for familier og pårørende, for hvem det kan være afgørende at tage afsked på den bedst mulige vis i en sorgfuld og sårbar del af livet.

Forskningsresultater peger bl.a. på, at børn og unge er i risiko for at udvikle psykiske symptomer ved tab af en forælder, hvilket vel ikke overrasker mange, da det jo i særligt en ung alder kan være sårbart at miste det menneske, som måske har været ens vigtigste støtte i livet. Hvad der er mere interessant, er, at forskningen også peger på, at det er faktorer fra før dødsfaldet, der har betydning for, hvordan barnet eller den unge efterfølgende klarer sig.

Selvom palliation er et relativt nyt begreb i sundhedsvæsenet, som første gang blev defineret af WHO så sent som i 1990, er det at lindre og give tryghed til et døende medmenneske fundamentalt for os. I kristendommen er det bl.a. blevet institutionaliseret som sjælesorgen og den sidste salvelse, og tilsvarende ordninger findes i andre religioner og kulturer, som også ser den sidste tid som betydningsfuld.

Palliation er således ingen ny opfindelse, men alligevel er det et område, som politisk først relativt sent er blevet set på med den fornødne opmærksomhed og alvor. I 2017 besluttede et flertal i Folketinget at styrke adgangen til palliation i Danmark, herunder for at skabe lige adgang til behandlingstilbud overalt i landet.

I dag har vi et mål om, at 90 pct. af alle patienter skal have adgang til palliativ behandling senest 10 dage efter henvisning. Det optimale ville være 100 pct. – set i lyset af emnets alvor – men samtidig må man erkende, at intet system er perfekt, og at sundhedsvæsenet er presset.

Set i det lys virker 90 pct. som et rimeligt mål, men alligevel var der i 2021 kun én af landets regioner, som var tæt på at leve op til målet, viser en gennemgang fra Rigsrevisionen. I Midtjylland er det tæt på 9 af 10 patienter, som får adgang til palliativ behandling inden for 10 dage efter henvisning. I Nordjylland lidt over hver ottende, mens det i hovedstadsområdet kun er lidt over hver sjette.

Derfor må jeg med bedrøvelse konstatere, at det er bedst at være døende i Midtjylland – i hvert fald, hvis man anskuer det ud fra ventetiden. Og det er et relevant perspektiv, for den sidste tid er dyrebar. For den, som skal forlade denne jord – og for familier, venner og pårørende. Er det i virkeligheden her, regeringens fokus bør være?