Betal receptmedicin over skatten
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Receptpligtig medicin bør betales over skatten. Medicin er dyrt, trods tilskud. Rigtig mange bøvler med at få råd til livsnødvendige recepter, særligt folke- og førtidspensionister.
Men selv for almindelige familier med to indkomster kan en kronisk sygdom sagtens sætte økonomien under pres.
Pensionerne er ikke fulgt med løn- eller prisudviklingen i årevis. Det at være pensionist, af den ene eller anden art, giver altså ikke en klækkelig rabat, hverken ved kassen i supermarkedet eller på huslejen. Ting koster det samme, om du har et arbejde eller ej.
Medicin er ikke en luksus, som du kan spare væk. Og med størrelsen på folke- og førtidspensionen kan alle med bare lidt økonomisk sans godt se, at der ikke er meget at gøre med i forvejen.
Regeringen svinger om sig med milliarder og skattelettelser. Hvis den kan det, kan vi så ikke finde 4 mia. kr. til at betale for receptpligtig medicin over skatten? Det tror jeg godt, at vi kan!