Derfor skal planerne om naturnationalparker på pause

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I JP 11/2 klager seks miljøordførere over, at regeringen har sat naturnationalparkerne på pause. Og de efterlyser et samråd herom med miljøministeren.

Tænk, hvis miljøministeren i det postulerede samråd ville fortælle, at ødelæggelsen af statens skove er sat i bero, fordi det er gået op for miljøministeren, at man er blevet ført bag lyset af en håndfuld politiserende universitetsbiologer. Og fordi nogen med god forstand på tingene har udtalt, at naturnationalparker og udlæggelse af urørt skov er en politisk snarere end en fagligt funderet beslutning. Samt fordi grundlaget for postulaterne om ”alvorlig biodiversitetskrise” især beror på en stærkt manipuleret rødliste 2019, hvor opgørelsesmetoden blev ændret, så man fordobler antallet af rødlistede arter uden tilsvarende ændringer i naturen.

Og fordi indholdet i øvrigt er behandlet i modstrid med IUCN’s retningslinjer, f.eks. ved at medtage arter som truede eller uddøde, selv om de kun er set én gang inden for 100 år og derfor nok er marginale hos os af naturlige årsager.

Så kan man lige have i baghovedet, at af den danske rødlistes ca. 2.000 truede arter findes kun 54 på IUCN’s rødliste over truede arter i hele EU. En del danske rødlistede arter er på kanten af deres udbredelsesområde, men trives fint andre steder. Naturen er ligeglad med nationale landegrænser.

Med hensyn til talen om ”den sjette masseuddøen” er der på vore breddegrader ifølge IUCN’s rødliste og Kaj Sand-Jensens ”Danmarks biodiversitet” tale om fem arter, der er konstateret uddøde siden sidste istid: uroksen, gejrfuglen, irsk kæmpehjort, hede-jordugle og en underart af høgeurt.

Den ændring i biodiversiteten, alle kan se, skyldes ændringerne i landbrugets dyrkningsformer. Nogle landbrugsarter forekom i vore bedsteforældres tid talrigere end nogensinde, f.eks. lærker, svaler, viber, harer, ræve, mårdyr, agerhøns, gråspurve, rotter, fluer og mus, der levede overgodt på ukrudtslandbruget og datidens uregulerede møddinger m.v.

Her blev de gamle landbrugsformer, der krævede ca. 200.000 familiers arbejdskraft, afløst af oliefyr, pesticider, kunstgødning, vanding og større maskiner. Derefter kunne landbruget holde op med at dyrke det, der ikke kan sælges, og antallet af fuldtidsbedrifter faldt drastisk til 10-20.000 mere specialiserede landbrug.

I skovene er historien en anden. Hvis man bruger den bedst registrerede artsgruppe, fuglene, som indikator for biodiversiteten, ses nu flere skovfugle og flere arter end de seneste 200 år. Især på grund af indførte nåletræer. Arterne i skoven er ikke de samme som dem i landbruget. Derfor vil det ikke hjælpe på biodiversiteten at ødelægge statens skove. Tværtimod er det at spille hasard netop der, hvor landets biodiversitet er mest righoldig og har været i fremgang de seneste 30 år.

Normalt vil så store ændringer medføre krav om en miljøkonsekvensvurdering pr. projekt ved en uvildig instans. Men det nægter man at udføre. Planerne kalder ovenikøbet forventningerne til biodiversitetens udvikling for »open ended«. Dvs. man aner ikke, hvad der vil ske.

Naturnationalparkerne er en del af de 75.000 ha urørt skov, som regeringen pønser på. ”Urørt” medfører i Naturstyrelsens fortolkning, at man er i fuld gang med at fælde 247 km2 skov, især nåletræer, der udgør rygraden i hede- og klitplantager.

Dels ud fra en fiks idé om, at man kun ønsker træarter, der indvandrer af sig selv, dels for at skaffe græs til husdyr.

Hertil kommer, at klimaregningen ved naturnationalparkerne og resten af de 75.000 ha urørt skov er politisk fortrængt. På sigt andrager merudledningen en overset klimaregning på over 1 mio. tons CO₂/år. Herved bliver Miljøministeriet en af Danmarks største klimasyndere; på højde med Aalborg Portland.