Hvorfor holder I altid med Palæstina? Hvornår har en kunstner senest støttet Israel?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hanne Boel, Mø og Tessa er blandt de mere end 400 danske kunstnere, som netop har skrevet under på en erklæring med det formål at udelukke Israel fra det internationale Melodi Grand Prix til marts. Alt er dermed, præcis som det plejer, i den uden sammenligning mest forudsigelige og endimensionelt tænkende gruppe i dette land: kunstnerne.

For hvis der er én ting, man bestandigt kan være sikker på, så er det, at kunstnere – hvad end der så er tale om sangere, skuespillere, forfattere eller skulptører – altid og uden undtagelse har præcis samme holdning til alle større politiske spørgsmål, herunder naturligvis Israel-Palæstina-konflikten.

Har man i den forbindelse nogensinde hørt kendte fra kunstverdenen tale israelernes sag i denne konflikt? Nej, og det sker selvfølgelig heller ikke denne gang. For i kunstens verden gælder kun det overordnede mantra dikteret af den såkaldt progressive venstrefløj, og her er Israel altid skurken.

Kunstnerne udtrykker i erklæringen »solidaritet med vore palæstinensiske medborgere«. Man kan i forlængelse heraf spørge, hvor den tilsvarende og langt mere nødvendige solidaritet er med de jødiske medborgere, som selvsamme kunstnere totalt negligerer?

For det er altså ikke herboende palæstinensere, der må skjule deres identitet for at undgå forhånelser eller deciderede overfald. Det er til gengæld den beklagelige virkelighed for jøder, ikke blot i Danmark, men overalt i den vestlige verden lige nu. Mens brovtende palæstinensere og deres velvillige medløbere fra venstrefløjen render rundt til massive demonstrationer og råber på »død over jøder« og på at udrense Israel »fra floden til havet«, må herboende jøder i det offentlige rum skjule ethvert tegn på deres oprindelse og tro.

I et Europa, der efter afsløringen af de ufattelige forbrydelser under Holocaust i fælles solidaritet efter 1945 erklærede, at jøder aldrig igen må jages, blot fordi de er jøder, er det nærmest ubegribeligt, at det sker netop nu og foran vore øjne i danske og europæiske byer. Næsten endnu mere ufatteligt er det, at offentligheden i store træk vender det blinde øje til. Eller som kunstnergruppen endda aktivt deltager i at forværre situationen.

Størsteparten af den danske offentlighed synes overraskende hurtigt at have glemt, at det var israelske civile, der den 7. oktober sidste år uden varsel blev overfaldet, kidnappet, tortureret, voldtaget og myrdet. Og at ingen stater i verden efter et så modbydeligt angreb ville have handlet anderledes end Israel som modsvar.

Verdens fremtid står og falder næppe med, om et israelsk musikerhold får lov at deltage i en sangkonkurrence. Og hermed kan sagen i sin egenart forekomme ganske banal. Alligevel er det et mikrobillede på noget langt større og værre. For når danske kunstnere aktivt arbejder for at udelukke jøder fra deltagelse i f.eks. sådanne begivenheder, så bidrager de også, hvad end de er klar over det eller ej, til at puste til den eksplosivt stigende antisemitisme, hvis mørke skygge vi igen i disse år ser trække sig ind over Europa.

Det minder alt for meget om noget, vi har oplevet i denne verdensdel før. Hvor jøder gradvist og systematisk udelukkes fra offentligheden. Og det er dybt pinligt og usmageligt, at nogen vil lægge navn til den slags.