Man skal ikke være statens ejendom, hvis man ikke har taget stilling til organdonation. Men tag nu stilling

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I sidste uge havde jeg besøg af tre medlemmer af Vilslevgruppen, et netværk for unge danskere, der enten er organtransplanteret eller skal have en transplantation i fremtiden på grund af organsvigt. De to af dem havde fået en organtransplantation, men den tredje venter stadig på en ny lever. Og hun sagde noget, der rørte mig dybt: »Hvis jeg skal dø af det her, og jeg ved med sikkerhed, at alle har taget stilling til organdonation, så kan jeg godt acceptere det. Men hvis jeg skal dø, og jeg ved, at der ligger en god lever – eller flere – begravet et sted, fordi vedkommende bare ikke havde taget stilling til det, selv hvis han eller hun i virkeligheden gerne ville donere sine organer, så er det meget svært at acceptere. Jeg synes virkelig ikke, at det er rimeligt, at jeg skal dø, bare fordi nogen ikke havde fået tilmeldt sig donorregistret.«

Der er ingen tvivl om, at døden er noget af det sværeste at tale om – især ens egen død. Det synes jeg også selv, men vi har simpelthen pligt til at tage stilling til organdonation. Det tager omkring to minutter at udfylde siden på organdonor.dk. Det tager to minutter at registrere sin stillingtagen til, om ens organer kan bruges til at redde potentielt mange andres liv. For det er ikke kun ét liv, man kan være med til at redde. Fra én krop kan man transplantere både hjerte, lunger, lever, nyre, bugspytkirtel, hud, sener og hornhinder.

I virkeligheden tror jeg, at de fleste allerede har taget stilling oppe i hovedet, men blot mangler at gøre det på papiret.

Jeg har fuld forståelse for, at det er ubehageligt i øjeblikket at beslutte sig for, om f.eks. ens hornhinder, hjerte og hud må bruges af andre, når vi ikke selv har brug for det længere. Men to minutter, så er det overstået, og man behøver i princippet aldrig mere at tænke over det. Den dag, det måtte blive aktuelt, er vi ikke selv bevidste om det. Og det værste er, at beslutningen dermed bliver lagt på skuldrene af vores nærmeste. De bliver bedt om at træffe en svær beslutning i en allerede svær situation. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Derfor er vi nødt til at kigge på den model for organdonation, som vi har i dag, hvor man aktivt skal tilmelde sig. Den fungerer slet ikke optimalt.

I Moderaterne går vi ind for det aktive fravalg i den bløde model. Altså hvor borgerne automatisk er organdonorer, medmindre de siger nej. Men hvor det samtidig er de pårørende, der har det sidste ord, hvis der ikke er taget stilling. For selvfølgelig skal man ikke automatisk være ”statens ejendom”, hvis ikke man har fået taget stilling.

Hver gang organdonation bliver taget op i den offentlige debat, er der flere, der tilmelder sig som organdonorer. Det er fakta. Hvis der bare er én person, der tilmelder sig som organdonor efter at have læst dette indlæg, kan vi måske redde den pige, jeg talte med. Eller en af hendes venner.