Færre husdyr er kun en gylden løsning på papiret
Senioranalytiker overser, at danske landmænd producerer det, forbrugerne vil have. Og er gode til det.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Danske landmænd producerer de fødevarer, som forbrugerne efterspørger. Både de animalske og plantebaserede fødevarer skal kunne afsættes til nogen, før det giver mening for en landmand at producere dem.
Derfor har Danmark også en overvejende og sammenlignet med mange andre lande klimaeffektiv produktion af animalske produkter. Det stiller os stærkt i en fremtid, hvor den globale efterspørgsel efter både animalske og plantebaserede fødevarer ifølge FN vil stige, fordi der bliver flere munde at mætte. Når seniorøkonom i Tænketanken Kraka, Andreas Lund Jørgensen, i et indlæg i Jyllands-Posten 6/2 skriver, at færre husdyr er et grønt columbusæg, overser han de kolde fakta om, hvor forbrugerne rent faktisk er.
Han påstår også, at en halvering af den danske kvæg- og grisebestand vil kunne frigive over 600.000 hektar jord, som i stedet vil kunne bruges til at producere plantebaserede fødevarer. Det ville ifølge Kraka og Andreas Lund Jørgensen gøre, at man vil kunne mætte fire-fem gange så mange mennesker pr. hektar. Så simpelt er det bare ikke, og slet ikke hvis man inddrager næringsværdien i det, der produceres. Animalske fødevarer bidrager f.eks. overvejende med protein af højere biologisk kvalitet i forhold til planter, og det er også nemmere for mennesker at optage. Derudover er det fejlagtigt at tro, at landmandens jord ville blive frigjort, hvis man ophørte med foderproduktionen.
De landmænd, der har investeret i dyrebar jord, vil naturligvis bruge den til at skabe afkast ved at dyrke noget andet. Noget, som de kan være sikre på at få afsat.
Danske landmænd vil meget gerne producere flere plantebaserede fødevarer, og selv om vi i vores del af verden skal skrue ned for vores kødforbrug, skal vi udvikle planteproduktionen og den animalske side om side for at imødekomme den stigende globale efterspørgsel efter fødevarer. Kombinationen af f.eks. kød og planter i måltider ser endda ud til at øge optagelsen af næringsstoffer som jern og zink fra planterne, hvilket der er udbredt mangel på i mange befolkninger.
Vi skal blive endnu bedre til at udnytte ressourcerne og tænke cirkulært, og vi skal ved hjælp af ny teknologi sænke udledningen af drivhusgasser. Færre husdyr er kun den gyldne løsning på papiret, den tåler ikke mødet med virkeligheden. Derfor skal vi udvikle frem for at afvikle den produktion, som forbrugerne efterspørger.