Bekæmper vi én ulighed med en anden?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Takket være den tvangsfordelte barsel er der familier, hvor børn på seks måneder tvinges ud af hjemmets trygge rammer. Far kan ikke tage sine uger. Staten bestemmer, at mor ikke må få dem eller kompenseres for dem.«

Sådan skriver politisk debattør Isabella Arendt på sin Facebookside i sidste uge. Selvom jeg indledningsvist vil pointere, at det er dårlig hovedregning, fordi de nye barselsregler lyder, at man har i alt 11 måneder efter fødslen. Far har øremærket tre måneder. Selv hvis far tog ingen af de tre måneders barsel, ville det stadig give otte måneder.

Men tilbage til pointen, for den er sådan set vigtig at diskutere uanset matematikken bag. Og det er faktisk en pointe, der efterlader mig i syv sind.

For jeg er splittet. Splittet på midten over at skulle kritisere øremærket barsel til fædre. Ikke selve indførslen af den. Gud nej, det er der for meget forskning, der underbygger, er en god idé.

Nej, jeg er splittet over at skulle kritisere konsekvenserne af det konkrete politiske håndværk. For Arendt vakte en tanke i mit hoved, som jeg ikke kan slippe. Den lyder: Er vi i virkeligheden i gang med at bekæmpe én ulighed med en anden?

Som både sociolog, som kærer sig om ulighed, og feminist, der kærer sig om ligestilling, er det selvfølgelig en astronomisk stor splittelse for mig at skrive det her debatindlæg. For skal jeg virkelig stille mig på ølkassen og kritisere den ordning, som jeg selv drømte om? Den, som har positiv effekt på ligestilling? Den, som kunne modvirke en af de største ligestillingsudfordringer i Danmark: at det koster danske kvinder 20 pct. af deres lønniveau at få et barn – en lønreduktion, de aldrig indhenter igen. Alt imens danske fædres løn er fuldstændig upåvirket af samme rolletiltrædelse.

Jeg er i dag kommet frem til at: Ja, det skal jeg.

For bekymringen intensiveres, hver gang jeg åbner min telefon. Adskillige familier har skrevet til mig på Instagram, at de ikke har råd til at holde fars barsel, fordi far ikke har lønret, og far i forvejen er den, der tjener flest penge. Det betyder for nogle af de familier, der har kontaktet mig, flere tusinde kroner om måneden.

Og hvis du sidder og læser Jyllands-Posten og drikker en kop kaffe af kongeligt porcelæn og tænker: Hvorfor sparer de ikke bare op? Så kommer svaret her, som måske smager lidt dårligt i munden sammen med kaffen: Det er ikke alle, der har overskud i deres økonomi, så de kan lægge penge til side. Yes. I said it.

Det fandt jeg mere og mere ud af, da jeg for et par dage siden spurgte mine følgere: »Hvorfor holdt du (far) ikke de 11 ugers barsel i din familie?« Hvor én svarede: »Økonomien i vores husholdning gjorde, at det ikke kunne lade sig gøre.« En anden skrev: »I min omgangskreds er det pga. penge. Folk har simpelthen ikke råd, fordi de ikke får løn under barslen.«

Så nu er jeg mildest talt bekymret over den sociale skævhed i det her tiltag. En bekymring, som er blevet bekræftet af en ny analyse fra Mødrehjælpen, der har vist forskelle i, hvilke grupper der benytter sig af den nye barselordning. 59 pct. af fædre med grundskole som højeste uddannelsesniveau tog alle 11 ugers barsel sammenlignet med 82 pct. af dem med en lang videregående uddannelse. Og blandt dem, der ikke holder alle 11 uger, nævnes økonomi som en vigtig årsag. Det er altså en ganske betydelig forskel. En vaskeægte social slagside, der skærer i mit sociologiske hjerte.

I mangel af bedre tal foretog jeg efterfølgende noget så uvidenskabeligt som en Instagram-meningsmåling, som viste, at af 600 respondenter svarede 40 pct., at »mor har bedst barselsvilkår«, 13 pct. sagde: »Far har bedst barselsvilkår«, og 29 pct. sagde, at »vi har de samme«.

Hvis vi blot legede med tanken om, at denne undersøgelse ikke var fejlbehæftet på alle mulige måder, så bekræfter den både det, som familierne fortæller mig, og det, som mødrehjælpen finder i sin nye undersøgelse. Her finder den nemlig, at halvdelen af respondenterne er enige i, at der er brug for bedre barselsvilkår på arbejdsmarkedet for at sikre, at flere fædre tager barsel.

Samtidig vil jeg understrege, at det positive er, at 75 pct. af fædrene nu tager de 11 ugers barsel efter implementeringen af de nye øremærkede barselsregler. Det er en stigning i barselsdage fra et gennemsnit på 31 dage før reglerne til 97 dage efter. Det er et signifikant fremskridt for mænds og børns rettigheder. Det er fuldstændig fantastisk.

Eller. Næsten i hvert fald. For det iboende problem ved samme statistik er, at det også betyder, at knapt 25 pct. svarer, at de nye regler indebærer, at deres barn kommer tidligere afsted i daginstitution. Og det tror jeg, vi alle kan blive enige om, ikke er en virkelighed at stræbe efter.

Så hvad skal vi gøre ved det?

Vi skal først og fremmest undersøge, hvor omfangsrigt problemet er. I skrivende stund har vi ingen repræsentative data på, hvor mange danskere der faktisk har ret til løn under barsel. Vi har kun fagforeningernes egne mindre opgørelser og min Instagram-meningsmåling. Seriøst. Det fortæller os intet om, hvor stort problemet rent faktisk er, og det er naturligvis essentielt for at kunne løse det.

Lige nu kan vi overalt observere folk, der udtaler sig uden tilstrækkelig viden eller empirisk evidens om konsekvenserne af den nye barselslovgivning, præcis ligesom Isabella Arendt gjorde det. Og selvom subjektive erfaringer kan være spændende hen over middagsbordet, bør de altså ikke dominere samfundsdebatten og være dem, vi konkluderer og handler på. Det er essentielt, at beslutningerne træffes på et videnskabeligt grundlag, ellers kan vi nemt overse de generelle udfordringer, der fortsat påvirker fædres anvendelse af deres barselsrettigheder.

Derfor er det desuden afgørende at opfordre regeringen til at implementere en systematisk praksis for indsamling af data om borgerenes barselsvilkår og børns alder ved indkøring i daginstitution, efter at de nye barselsregler er trådt i kraft. Kun på den måde kan vi evaluere gevinster og udfordringer ved øremærkningen af barsel til fædre og skabe reel ligestilling både mht. køn og socialt lag.

Derfor må første skridt være, at vi tænker lidt mere end Facebookopdateringer for en stund og begynder at debattere det her konstruktivt. Dernæst skal vi selvfølgelig hanke op i vores danske model. Vi kan godt.

3F, Dansk Metal og jer andre med mange mandlige medlemmer: Fagforeningerne i de traditionelle ”kvindefag” har i årevis sikret løn under barsel for deres medlemmer. Nu er det jeres tur.

Og sidst, men ikke mindst: Lad mig understrege, hvad vi ikke skal gøre. Vi skal ikke afskaffe ordningen. Det ville igen igen være at erstatte én ulighed med en anden.