Pårørende til psykiske syge efterlades alt for ofte alene

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Efter en lang dag på kursus sad jeg i sidste uge og så DR-dokumentaren ”Signes far”, som handler om Poul Nyrup Rasmussens tragiske tab af sin datter, der tog livet af sig for snart 30 år siden.

Undervejs i dokumentaren så man ham genbesøge gamle kassettebånd med datterens optagelser af sange, hun havde indspillet som barn. Hendes barndomsveninder kunne fortælle, hvordan Signe havde været op igennem sin skoletid, og der var beretninger om, hvordan hun gradvist begyndte at blive mere frygtsom og plaget.

Det var et meget stærkt portræt af en ung piges sygdomsforløb set fra de pårørendes vinkel. Særligt et tidspunkt i dokumentaren står tydeligt for mig som et øjeblik, der virkelig rørte mig dybt.

Der var en situation, hvor Poul Nyrup Rasmussen møder en ung pige, som har nogle af de samme udfordringer, som hans datter havde, da hun levede.

De sidder og taler om, hvordan det opleves for hende at høre stemmer, og på et tidspunkt ser han over mod hende med et søgende blik og spørger hende: »Hvilke spørgsmål skulle jeg have stillet Signe, da hun havde det dårligt?«

Lige der stod det tydeligt for mig, hvordan han som far og overlever af sin datters selvmord er efterladt med skyldfølelse og uforløste spørgsmål om, hvad han som pårørende kunne have gjort for at forhindre det værst tænkelige i at ske. Flere gange undervejs i dokumentaren formulerer han direkte ting, han har fortrudt, og hvordan han ville have ønsket, han havde handlet anderledes.

Jeg arbejder til dagligt som psykolog og forstander på et bosted for unge mennesker med skizofreni og andre psykiske lidelser. Unge mennesker, som kæmper med mange af de samme ting som Signe. Hver gang en ung flytter ind hos os, møder jeg pårørende, som stiller nogle af de samme spørgsmål, som Poul Nyrup Rasmussen stiller i dokumentaren.

Ofte kan de være meget tyngede af skyld og skam og en frygt for, hvad vi som fagpersoner vil tænke om deres forældreevne. En stor del af mit arbejde består i at afmontere skamfølelsen og hjælpe dem til at se, hvordan de har gjort det bedste, de kunne.

Min erfaring er, at skyld og skam og frygten for at fejle ofte fylder så meget hos de pårørende, at de kan komme til at afholde sig fra at spørge ind til det svære. Det ser jeg som et resultat af, at vi som psykologer historisk set har fejlet i at inddrage de pårørende og tage hånd om den smerte, de står med.

Alt for længe har der været et for entydigt fokus på dem med psykisk lidelse uden at have blik for alle dem, der står rundt om. Lidt som hvis man forestiller sig at bygge et hus uden at sætte tid at til at bygge et stillads. Det betyder, at de pårørende ofte efterlades uden tilstrækkelig støtte. I sidste uge udkom Psykiatrifonden med en ny undersøgelse, der viser, at 84 pct. af forældre til børn med psykiatriske diagnoser er hårdt ramt. Halvdelen af dem fortæller, at de ikke har fået støtte eller er blevet klædt på til at være forælder til et barn med en psykiatrisk diagnose.

Karikeret sat op mener jeg, at psykoanalysens aftryk på psykologien gennem historien har fået mange til at tro, at psykisk lidelse altid kan føres direkte tilbage til omsorgssvigt og fejltrin i familien. Selvom det i nogle tilfælde er tilfældet, ved vi i dag, at det ofte er meget mere komplekst, og der sjældent er entydige svar på, hvorfor nogle udvikler psykisk sygdom.

Selvom vi har den viden i dag, så hænger forældrenes skamfølelse ved, og pårørende efterlades ofte uden tilstrækkelig støtte. Derfor er der behov for, at pårørende tænkes langt mere ind i vores sundhedssystem, så de får hjælp til at håndtere de svære følelser, de står med, og bliver bedre rustet til at stå ved siden af dem, der er ramt.