Hvad mener Løkke med »pragmatisk og idealistisk udenrigspolitik«?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Programerklæringen fra Lars Løkke Rasmussens mund for kongerigets udenrigspolitik for et års tid siden var »pragmatisk og idealistisk«.

Han har jo sikkert selv følt, at han med de ord lød klog – og ja, ligefrem statsmandsagtig. Og han har sikkert set uudgrundelig og tænksom ud, og der er nok enkelte, f.eks. hans vælgere, der ikke tænker så dybt over tingene, der blev forblændet.

Men vi andre så, at der var en klar selvmodsigelse i sætningen. For hvornår skal man være idealistisk, og hvornår pragmatisk – og hvordan definerer man i det hele taget de begreber?

Med tiden har hans udtalelser om hans og regeringens politik afsløret, hvad han mener med overskriftens gådefulde ord. Der menes en ”pragmatisk og idealistisk udenrigspolitik, bare uden idealisme”.

Han har for ganske nylig forkyndt, at »Danmark skal føre en politik, i forhold til hvordan verden er – ikke hvordan vi ønsker, den skal være«. Så er det sat på plads! En krejlermoral ud over alle grænser.

Lars Løkke Rasmussen og med ham den hele regerings politik bærer præg af en underdanighed over for netop de kræfter, som vi bør sætte hælen i overfor.

Behøver jeg at nævne koranloven, som indbragte regeringen ros fra alle de islamistiske kræfter? Hamas, Iran, Grimhøjmoskéen – ja, selv Kreml klappede i hænderne og roste regeringen.

Nu har Jyllands-Posten afsløret, at Lars Løkke Rasmussen har nægtet at sanktionere den russiskortodokse kirke, som modtager betaling fra Rusland for at udbrede propaganda derfra, og som derfor sanktioneres af anstændige nationer.

Men Lars Løkke holder festtaler over, hvordan vi fordømmer f.eks. alle, der samarbejder med Kreml (dog undtaget Færøerne, som han nærer stor kærlighed til, skønt de tjener tykt på handel med russerne).

Kan vi historisk genkende samme situation? Ja, de gæve englændere – bl.a. Churchill – brugte i 30’erne og 40’erne vendingen appeasement (på dansk eftergivenhed) – f.eks. Chamberlain – der argumenterede for en positiv holdning over for Hitlers Tyskland for at undgå ubehageligheder. Og disse mennesker modtog – og fortjente – befolkningens dybe foragt.

Danmark fortjener heller ikke en regering, der i den grad udviser ringeagt for vort lands værdier.