Det ender i gætværk: Kongens valgsprog kan ikke bortforklares

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mit indlæg i JP 19/1 om sprogbrugen i kongens valgsprog har udløst flere reaktioner, som ønsker at forsvare valgsproget. Skønt det utvivlsomt er i god tro og hensigt, så bekræfter disse indlæg ufrivilligt, at kongens valgsprog ikke fungerer.

Valgsproget lyder: ”Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark”. De to første ord er en opremsning af egenskaber. Problemet er, at bøjningsformen skifter fra flertal (forbundne) til ental (forpligtet). Det er ikke korrekt at skifte bøjningsform i en remse, medmindre man opremser en række forskellige sammenhænge, hvilket i så fald må præciseres.

Hvis jeg siger ”røde, blåt, dejlige farver”, så er det umiddelbart dårligt dansk, fordi jeg bøjer tillægsordene, som vinden blæser. Nogle kan så gætte på, at jeg nok mener, ”roserne er røde, havet er blåt”. Men hvis det var dét, jeg mente, så skulle jeg selv have sagt det tydeligt: ”Roserne er røde, havet er blåt, dejlige farver.”

Bøjningsskiftet er nemlig uforståeligt, når det ikke er forklaret. I eksemplet med ”røde, blåt” er det da muligt, at jeg tænkte på ”roser og havet”. Men andre kan gætte på, at jeg mente noget andet, f.eks. ”bøfferne er røde, mit hus er blåt”. Måske gætter de forkert i begge tilfælde, måske tænkte jeg på noget helt tredje. Jeg har med andre ord udtrykt mig dårligt, hvis jeg ville sige noget, der skulle være forståeligt for andre. Sådan er det også med kongens valgsprog.

I indlægget i JP 23/1: ”Mon ikke kongen har tænkt sig godt om” gætter én, at valgsproget skal forstås som: »Kongen og det danske folk, vi er forbundne. Kongen er forpligtet for kongeriget Danmark.« (Hun medgiver dog, at valgsproget unægteligt ikke er særligt mundret. Og det kan i sig selv siges at være et problem).

En anden skriver samme dag i indlægget ”Kongens valgsprog giver god mening”: »Går man nærmere ind i meningen med ordene, er meningen klar: Kongen og danskerne er forbundne (flertal), kongen selv er forpligtet (ental) på sit embede. Hvis valgsproget hed “forpligtede”, ville han lade det omfatte danskerne, og det har han næppe myndighed til.«

Også det er gætværk. Det holder f.eks. ikke at antage, at kongen var bundet til at nøjes med entalsform i ”forpligtet”. Hvis kongen ønskede at sige, at det danske folk i fællesskab var ”forpligtede” (i flertal), så kunne han uden problemer gøre det. Det er vi jo faktisk, på vores lands love og konstitution.

En sprogforsker tilføjer 25/1 i et indlæg i JP ”Kongens valgsprog er ikke dårligt dansk”, at ufuldstændige sætninger er normale i valgsprog, og gætter som de øvrige på, at kongen med ”forpligtet” taler om sig selv. Men ufuldstændige sætninger fungerer kun, hvis det er entydigt klart, hvad der skulle have stået i de undladte led.

Imidlertid kunne ”forpligtet” bl.a. også henvise til, at ”den enkelte er forpligtet”. Og ”forbundne” kan ligeledes udlægges på flere måder, f.eks. at ”det danske folk er indbyrdes forbundne” (med eller uden kongen medtænkt). Så ville det referere til en sammenhængskraft i folket og ikke forholdet imellem kongen og folket.

Forsøgene på at få mening i valgsproget ender som folks egne gætterier med forskellige betydningsnuancer. Også sprogforskerens. Og det er stadigvæk umiddelbart forkert at skifte bøjningsform i en remse, medmindre det fremgår, at man også har skiftet emne, og i så fald fra hvad og til hvad.

Kongen har selv sagt, at »han kæmper med ordene til tider«. Hans valgsprog er utvivlsomt samlende ment. Men det er formuleret, så den enkelte er nødt til at gætte på, hvad der præcis menes. Enhver kan så gå rundt med sin egen tolkning, sine egne gæt. Det hjælper ikke, hvis der står en forklaring i bogen ”Kongeord”. Et godt valgsprog er sprogligt korrekt og giver tydelig mening, uden at man er nødt til at ”læse manualen”.