Det er velfærdsmodellen, der er på spil: Kritik skyder forbi målet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg blev noget forbavset, da jeg læste Jyllands-Postens debatsider tirsdag. Her kunne jeg læse, at senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Gustav Dahl gik i rette med det debatindlæg, som KL’s formand og næstformand, Martin Damm og Jacob Bundsgaard, fik bragt i Jyllands-Posten den 11. januar i år.

I indlægget beskriver Martin Damm og Jacob Bundsgaard, hvordan gabet mellem den velfærd, den offentlige sektor har økonomi til at levere, og den velfærd, borgerne forventer, er vokset, i takt med at borgernes private velstand og forbrugsmuligheder er steget. Det er ikke en udvikling, der er grebet ud af den blå luft.

Finansministeriet har selv dokumenteret i et svar til Finansudvalget sidste år, at der fra 2010 til 2023 er opbygget et gab mellem udviklingen i henholdsvis den private velstand og den offentlige sektors økonomi på 49,5 mia. kr., fordi der ikke som i de 40 år forud har været sammenhæng mellem udviklingen i privat og offentligt forbrug. Dette selvom skiftende regeringer i sine fremskrivninger har forudsat en højere udgiftsvækst, end der faktisk er realiseret.

Også i de kommende år er det rigtigt, som Gustav Dahl skriver, at regeringens fremskrivninger bygger på en forudsætning om at kunne følge med velstanden.

Men det gab, der er skabt mellem velfærd og velstand og dermed befolkningens forventninger, består. Tænketanken Kraka har i øvrigt vist, at der frem mod 2050 forventes at skulle realiseres en udgiftsvækst på 104 mia. kr. udover det fulde demografiske træk for at kunne følge med forventningerne. Det er et skræmmende stort tal, og man kan også diskutere, om det vil være realistisk at kunne rekruttere i det omfang.

Og herudover er der den indbyggede usikkerhed i fremskrivningerne, at det teknisk forudsættes, at arbejdstiden som gennemsnit ikke falder, og at tilbagetrækningsalderen fortsætter med at stige, i takt med at vi som befolkning bliver sundere. Det kan man diskutere, hvorvidt er realistisk. Så det er ret uomgængeligt, at vi står over for meget store udfordringer i vores velfærdssamfund. Selv hvis den udgiftspolitik, som forudsættes i fremskrivningerne, skulle vise sig at blive realiseret. Det er de udfordringer, vi i KL er bekymrede over, og det ville undre mig meget, hvis Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ikke delte disse bekymringer.

For det er selve den danske velfærdsmodel, der er på spil, hvis befolkningens opbakning til samfundskontrakten langsomt smuldrer, og hvis danskerne bliver mere og mere opdelt i et A- og et B-hold, alt efter om man har råd til at købe private velfærdsydelser eller ej. Jeg håber derfor også, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fremadrettet vil kaste sig ind i arbejdet for at belyse udfordringerne. For skal vi finde løsninger, har vi brug for alle gode kræfter.