Jeg har en aversion mod ordet "borger"

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Måske tager jeg fejl, men jeg tror ikke, at der fandtes ”borgere”, dengang jeg var barn. Der fandtes kun statsborgere og den slags, der gik med høj hat. Måske begyndte begrebet ”borger” dér. Uanset hvad har det i efterhånden mange år undret mig, at jeg nærer en aversion imod begrebet ”borger”. Først i dag, hvor jeg har læst Frej Larsens roman ”Kontoret 3.0”, har jeg forstået grunden: Menneske og borger er slet ikke ét og samme fænomen.

I kontorets jobcenterverden er der ingen mennesker, kun medarbejderfunktioner såsom bygningsansvarlig, afdelingschef, tillidsmand og så selvfølgelig borgerne. En medarbejder er en endnu ikke opsagt borger, mens en borger er en endnu ikke ansat ditto. Begreberne overlapper.

Men … menneske og borger! Hvori består forskellen? Jo, mennesket er det, som bliver tilbage af medarbejderen og borgeren, hvis man forestiller sig, at man fra denne fjerner statsborgerskabet, cpr-nummeret, den elektroniske identitet (MitID) og hele den offentligt registrerede pseudoeksistens som ting. Forklaringen på min aversion imod borgerbegrebet er altså, at borgeren er det tingsliggjorte menneske.

Romanen ”Kontoret 3.0” har gjort en forskel for mig. Meget har jeg læst, men aldrig har jeg læst noget lignende. Sjældent har jeg befundet mig i et univers så klinisk renset for kærlighed. Og: Kærligheden glimrer ikke just ved sit fravær. Den er der bare ikke mere. Punktum.

Hvad er der da i stedet? Inden for på jobcenteret er der medarbejderne, der på hver sin vis forsøger at fortrænge den kendsgerning, at de slet og ret er en del af inventaret på linje med computere, skriveborde, lamper og samlemapper. Eneste forskel: at medarbejderen er gjort af organisk materie, er ved bevidsthed og dertil aflønnet. Uden for er der borgerne, som for at modtage deres overførselsindkomster er tvunget til at sende så og så mange ansøgninger af sted om ugen for selv at blive inventar.

Dengang min søn spillede fodbold, lærte jeg et nyt udtryk: alibi-fodbold. Træneren forklarede mig, at det var, når en spiller lod, som om han gjorde det, han skulle, men uden at gøre det.

”Kontoret 3.0” fik mig til at tænke på det igen. Medarbejderne i jobcenteret fortrænger, så godt de kan, at deres aktivitet er alibi-arbejde. Hver især fordriver de tiden med at kamuflere og kompensere, med at drømme sig væk og med at vente til fyraften. Det er romanens fortjeneste, at den forvandler læseren til en flue på væggen i vort statsbureaukratis indre fyldt med fremmedgørelsens kvælende tomhed. Man forstår godt, at forfatteren efter den oplevelse har haft et voldsomt behov for at få luft.

Romanens tema er foruden begrebet ”arbejde” og ”arbejdsmarked” menneskets fremmedgjorte tingsliggørelse og deraf følgende frygt og fortvivlelse. Arbejde og lediggang. Arbejdet i form af sublimeret lediggang, der af den enkelte medarbejder opleves som lidelsesfuldt. Hverdagens uophørlige pseudobeskæftigelse, apatien, kedsomheden, skamfuldheden og den fjendtlighed, der er dens konsekvens. Foragten for alt, hvad der har med arbejdet at gøre, og især for sig selv.

Et sted citeres en ”hemmelig” rapport, som formodentlig er taget lige ud af virkeligheden. »Bortset fra sygdom gør intet os mere ulykkelige end arbejde.« Efter endt rundvisning på et københavnsk jobcenter forstår læseren hvorfor. En medarbejder er ved at sætte et ”Indgang”-skilt op, og en anden medarbejder spørger spydigt, om ikke der også skal sættes et ”Exit”-skilt op.

Denne lille scene siger det hele. Der er ingen udgang. Én gang inde, altid inde. Jobcenterbegreberne (som alle kan slås op i ordbogen) er flydende – ligesom grænserne imellem dem. På den ene side de ansatte og på den anden borgerne på overførselsindkomst. Løn … overførselsindkomst! Forskellen forekommer at være den samme, når mennesket under alle omstændigheder er begravet, magtesløst nummereret og fortabt i et systemmaskineris uoverskuelige fængselslabyrint.

Over alt i labyrinten bag de usynlige mure hersker som sagt frygten. Blandt medarbejderne er frygtens genstand at få en »efter gensidig« opsigelse begrundet i en pludseligt opstået og uforklarlig »overtallighed«. Blandt borgerne, der »selvhjulpne sidder på rad og række ved computerne i jobcaféen«, hersker frygten for, at nogen eller noget skal tage deres ansøgning for pålydende og ansætte dem som lønslaver i en fast lønramme. Frygten er det brændstof, der driver værket.

Inden for murene i betonbygningen og uden for dem. De svirrende begreber giver ingen menneskelig mening. For at genindføre mening skulle elefanten i rummet ikke bare omtales, men også beskrives og i sidste ende fjernes: den totale fremmedgørelse. Fremmedgørelsen er fremkaldervæsken, som får jobcenteret og det evindeligt forkrøblende statsbureaukratiske maskineri til at stå frem, og som forlener konturerne med tydelighed. Det absurde cirkus til ingen verdens nytte bliver til at se. Det nummererede menneske skilt fra sig selv bliver begribeligt i al sin gru.

Økonomien, Excel-arket, effektiviseringen og bundlinjen som det absolutte mål og mennesket reduceret til borger og middel.

»Det eneste, jeg har fået ud af at gå på arbejde,« siger Kepler, »det er penge.« »Nåh, ja, det er sgu da også noget,« svarer Kopernikus, »træerne vokser jo ikke ind i himlen.«

»Nej,« siger Kepler op i luften. Arbejdet som nødløsning. Livet som nødløsning.

Citatet opsummerer tragedien og antyder dens omfang. Træerne vokser virkelig ikke ind i himlen, de er borte, og det samme er himlen. Splittet og adskilt fra sin egen natur og dens medfødte behov står mennesket livløst tilbage på scenen og glor foragteligt på sig selv i spejlet. I forvaltning og i virksomhed.

På arbejdsmarkedet er alle blevet gjort mere eller mindre fremmede for sig selv, for det selv, ingen nogensinde fik en chance for at få en fornemmelse af. I centeret flexer de ansatte livslangt ind og ud, ind og ud i en uendelighed. Med den stadigt voksende fortvivlelse i det kærlighedsforladte univers vokser også diagnoserne i størrelse og antal. Sygefraværet.

Jobcenteret som billede på det samfund, vi har skabt for os selv og må reformere fra bunden af, hvis vi skal overleve; hvor det kun lykkes for et fåtal at finde mening. Hvor flertallet dagdrømmer om ferierejsens totale lediggang. Af mangel på bedre forekommer lediggang borgeren at være det mest tilfredsstillende, nogen kan stræbe efter. Langt borte fra alibi-arbejdet at ligge ved en pool og drikke sig fuld.

»Det er synd for menneskene,« sagde Strindberg i sit ”Drømmespil”. Strindberg skulle bare have vidst, hvordan det siden ville gå dem – menneskene! Hvis ”synd for” kan gradbøjes, er det endnu mere synd for mennesket i dag, hvor det livet igennem er tvunget til at stå til rådighed for et jobcenter (som ”selvstændige” erhvervsdrivende, som medarbejdere eller borgere) og være reduceret til et cpr-nummer i et algoritme-styret maskinelt produktionssystem.

Danmark som en gigantisk bippende og summende jobserver med kabler spændt ud som snubletråde alle vegne! Med sammenkørte registre. Var det ikke, fordi scenariet er en menneskelig mulighed og den, vi har valgt, ville en observatør fra det ydre rum nok kalde vort fremskridts fremmedgjorte robot for u-menneskelig. Jeg har svært ved at forestille mig noget sørgeligere; for kan man forestille sig et mere fældende bevis for, at arbejdsmarkedet er både sat over og sat til at styre mennesket – ikke for dets eget bedste og velbefindende, men for sit eget forgodtbefindende.