Det ved jeg, fordi jeg har læst Anne Franks dagbog
Den 27. januar er Auschwitz-dag. Den snigende antisemitisme viser os, at det er vigtigt at holde dagen i hævd. Og passe på jøderne i vores samfund.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
En oprørsk amerikansk teenager sagde provokerende til sin far: »Hvordan kan du vide, at verden er værd at bevare?« Faderen svarede: »Det ved jeg, fordi jeg har læst Anne Franks dagbog.«
I mange år har det været en selvfølge at lægge afstand til både nazisme og jødeforfølgelser. Nu er der kommet nye boller på suppen.
»Død over jøderne,« råbes der, og medløberne kommer ud af deres huller i jagten på billige point. Det sker i USA, Canada og Vesteuropa.
I Danmark var der for år tilbage en af flere kampagner mod Israel. En prominent israeler udtalte til en medløber: »Du støtter terror, min ven. Hvis vi taber, hvad Gud forbyde, bliver I de næste.«
Det ser vi nu i stigende grad. Myrderier på åben gade, i tog og i kirker. Terrorhandlinger med ofre som ved Krudttønden, hvor modige folk og tilfældigheder begrænsede antallet af ofre, men hvor morderen fik støtte af en stor skare.
Hvem er jøderne? Hvem er det, der skal slås ihjel? Dem alle sammen.
Men hvem er de? Hvem var de?
Det er mennesker som Victor Borge (eller Børge Rosenbaum), Raquel Rastenni, Albert Einstein, Golda Meir, Henry Kissinger, Sam Goldwyn, Allan Königsberg (hvem? – nå ja, Woody Allen), Barbra Streisand, (Robert Zimmermann (hvem? – nå ja, Bob Dylan), Tony Curtis (født Bernard Schwartz), Leonard Cohen, Marx Brothers, Danny Kaye (født David Daniel Kaminsky), Michael Degen, (som overlevede som dreng i Nazityskland, fordi en tysker med stor fare for sit liv skjulte ham godt i sin bolig), Jascha Heifetz, Arthur Rubinstein, Pinchas Zukerman, Daniel Barenboim, Isaac Stern, Yehudi Menuhin, Itzhak Perlman, Leonard Bernstein, Gregor Piatigorsky, Elie Wiesel, Viktor Frankl, Marcus Goldman, Samuel Sachs, Rothschild-familien.
Dertil talrige nobelpristagere i kemi, fysik og medicin. Og Anne Frank en gang til.
Nu skal der slukkes for musikken og balletten. For kunst og kultur. For kemi og fysik. Et jerntæppe sænker sig ned over Vesteuropa.
»Jeg er jøde. Har en jøde ikke øjne? Hvis I stikker os, bløder vi da ikke? Hvis I gør os uret, vil vi da ikke hævne os?« Citat: William Shakespeare i ”Købmanden i Venedig”.