Ølst-skandalen kunne måske være undgået

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Miljøminister Magnus Heunicke har kaldt situationen i Ølst for Danmarks alvorligste miljøsag. Det har han fuldstændig ret i.

Én af forklaringerne går imidlertid helt tilbage til dengang, da Anders Fogh Rasmussen var statsminister, og Lars Løkke Rasmussen var indenrigsminister.

I mediernes ”agurketid” i juli 2002 erklærede et ungt medlem af Venstre, Rikke Hvilshøj, krig mod landets administrative myndighedsopdeling, idet hun udtrykte, at »Venstre vil skille sig af med amterne«, fordi tre skatteopkrævende niveauer (stat, amter og kommuner) var ét for meget.

Statsministeren forstod budskabet, og allerede ved Folketingets åbning i oktober samme år meddelte han, at man ville nedsætte, hvad der kom til at hedde Strukturkommissionen. I kommissionens betænkning i 2004 anbefalede man, at skatteopkrævning i fremtiden kun skulle indkræves af stat og kommuner. De 14 amter skulle nedlægges og erstattes af fem regioner med helt andre arbejdsopgaver end tidligere.

Strukturreformen, som trådte i kraft i 2007, lagde imidlertid kimen til det planlægningsdilemma, som i disse dage er blevet afsløret i forbindelse med jordskreddet omkring Nordic Waste i Randers Kommune. Nedlæggelsen af amterne betød bl.a., at de fysiske regionplaner blev afskaffet. En ændring, mange planlæggere og politikere kraftigt frarådede, da regionplanen med støtte i planloven kunne gå aktivt ind i regulering og beskyttelse af landskab og miljø.

Reformen bevarede ganske vist tre administrative niveauer, men det midterste lag, regionerne, mistede nu sin vigtige rolle som myndighed, forhandler og mægler i komplekse spørgsmål om arealudnyttelse, byggeri og udvikling i landdistrikterne, butiksforsyning og mange andre vigtige spørgsmål knyttet til beskyttelse og udvikling af det fysiske miljø.

Reformen indebar også, at man rent organisatorisk nedprioriterede den fysiske planlægning, idet man blandt andet nedlagde Miljøministeriets Landsplanafdeling, som hidtil havde spillet en vigtig rolle, når der var kontroversielle udviklingsinteresser på spil mellem land og by og mellem forskellige egne af landet.

Hvis man havde haft et intervenerende myndighedsniveau i den bedrøvelige miljøsag i Ølst, som kunne have advaret Randers Kommune om de alvorlige risici ved at tillade deponering af store mængder forurenet jord, og hvis man havde krævet udarbejdelse af en miljøvurdering (vvm-analyse), ville den ulykkelige sag formentlig have været undgået.

Det er imidlertid kontrafaktisk nu. Men det rejser spørgsmålet om, hvorvidt det er rigtigt og forsvarligt stadig at bibeholde den nuværende arbejdsdeling mellem stat og kommuner, hvor man åbenbart ignorerer, at konkurrencen mellem kommuner frister nogle af dem til at gå for mildt frem i potentielt problematiske udviklings- og miljøsager? Meget taler for, at der igen er behov for en uafhængig planmyndighed tættere på virkeligheden og med kompetencer, som kan vurdere, rådgive og mægle i komplicerede lokale planlægningssager.