Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Tak for interessen, Cepos. Men I har ikke ret i jeres analyse af ældreplejen

Er det virkelig det mest præcise mål for kvalitet, når 50 pct. af indlæggelserne er af borgere, der ikke er i kontakt med kommunens ældreområde? Nej, egentlig ikke.

Ann Sofie OrthBorgmester (K), Rudersdal Kommune
Randi MondorfUdvalgsformand, social- og sundhedsudvalget, (V), Rudersdal Kommune

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Cepos præsenterede for ganske nylig en analyse af, hvor gode kommunerne er til at få udgifterne på ældreområdet omsat til konkrete ældreplejeydelser.

Det er en analyse, vi har læst med stor interesse. Det er jo bestemt ingen hemmelighed, at ældreplejen er en stor post i alle kommunale budgetter. Derfor hilser vi det i høj grad velkommen, når eksterne aktører som Cepos undersøger vores måde at forvalte borgernes penge på og også peger på, hvor vi kan lade os inspirere af andre.

Lad det være sagt med det samme: Ifølge Cepos-undersøgelsen kommer Rudersdal Kommune sammen med Københavns Kommune, Lyngby-Taarbæk, Helsingør og Herlev ud i den tunge ende som en af de kommuner, der har det største forbedringspotentiale. Og vi kan læse, at vi navnlig kan søge inspiration til forbedring af vores ældrepleje hos tre fynske kommuner.

Analysen svarer dog ikke på, hvad der konkret skal søges inspiration om, ligesom vi begge er usikre på, om opgaveløsningen i de pågældende kommuner uden videre kan overføres til praksis i Rudersdal.

Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved, om vi i Rudersdal Kommune kan effektivisere vores ældrepleje. Det er altid værd at stille sig selv det spørgsmål, og vi er allerede godt i gang. Vi sætter heller ikke spørgsmålstegn ved, om vi kan lade os inspirere af andre kommuner. Det kan vi, og det gør vi!

Til gengæld vil vi sætte spørgsmålstegn ved, om Cepos’ analyse rammer rigtigt og dermed, om den giver os i kommunerne et kvalificeret indspark og konkrete bud på effektivisering af ældreplejen.

Der er tydelige fællestræk mellem de fem kommuner, som ifølge Cepos har det største forbedringspotentiale, sammenlignet med de fem, hvor potentialet er mindst. Ud over at alle ligger i hovedstadsområdet, er alderssammensætningen anderledes, og andelen af ældre og ikke mindst meget ældre typisk højere end i kommunerne med det mindste forbedringspotentiale.

Samtidig bemærker vi, at Cepos har beregnet plejebehovet med udgangspunkt i de aktuelle dødsfald i 2020-21.

Det er to år med høj covid-19-smitte, der havde markant betydning for dødeligheden og dermed kan have skabt usikkerhed i beregningerne. Antallet af udbrud, behovet for ekstra sundhedsindsatser, herunder ekstraordinære omkostninger, og omfanget af covid-19-relaterede dødsfald var geografisk meget skævt fordelt og betydende for, at dødeligheden i Region Hovedstaden var højest, mens den var lavest i Region Syddanmark.

Derudover var der i vinteren 2020/2021 en overdødelighed blandt beboere på plejehjem, og også her var den størst i Region Hovedstaden.

Med fare for at blive beskyldt for forsimpling kan vi derfor konstatere, at de fem kommuner med størst forbedringspotentiale alle er kommuner i Region Hovedstaden, mens fire af fem af de mest effektive kommuner ifølge Cepos er i Region Syddanmark, altså de to regioner med størst hhv. mindst dødelighed som følge af covid-19.

Vi efterspørger derfor endnu flere sammenlignende analyser af ældreplejen, og vi efterlyser frem for alt analyser, som evner at skabe et ensartet og transparent sammenligningsgrundlag, hvor der er en bedre balance mellem produktivitet og kvalitet.

Cepos bruger forebyggende indlæggelser som sit primære mål for kvalitet i ældreplejen. Også her er vi forbeholdne.

Er det virkelig det mest præcise mål for kvalitet, når 50 pct. af indlæggelserne er af borgere, der ikke er i kontakt med kommunens ældreområde, og at sandsynligheden for at blive indlagt forebyggende er større i områder, hvor afstanden til sygehuse er mindre (som i hovedstadskommunerne)?

Selvfølgelig skal vi drive en effektiv ældrepleje, men vi skal også sikre høj kvalitet i ældreplejen, og her savner og efterspørger vi bedre mål for kvaliteten end forebyggende indlæggelser. Det kunne f.eks. være noget så indlysende som brugertilfredshed.