Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Kvinder, hvis I søger lederjob, er der stor chance for at få det. Men det kræver, at I søger

Kønskvoter er ikke så nødvendige, som det fremgår af debatten. Det, der er nødvendigt, er, at kvinder søger bestemte job.

Mogens BrockRekrutteringskonsulent, Herning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kønskvotering, som giver lige mange mænd og kvinder i ledende positioner i erhvervslivet, lyder besnærende og kan minde om en snuptagsløsning på at få kvinder frem i lederjob, men det var måske bedre at bede kvinderne om selv at gøre noget. F.eks. søge lederjobbene. Min erfaring som rekrutteringskonsulent er, at kvinders andel af ansøgere til job, der ender på ”chef” eller ”direktør”, er meget lav. Til gengæld har de en rigtig god chance for at få jobbet.

Jeg har været rekrutteringskonsulent på en række job i 2023, som endte på ”chef”. Kun 7 pct. af ansøgerne var kvinder, men det var ca. halvdelen, der endte med at få jobbet. Nærmest en overrepræsentation.

Her er lidt mere faktuel statistik – selvfølgelig med meget begrænset repræsentativitet. Og lidt gammel af diskretionshensyn.

- I Jyllands-Posten 20/2 2021 søgte jeg efter en direktør til en byggevaregrossist i Vestjylland. Ingen kvindelige ansøgere.

- Samme dag søgte jeg en director M&A. Kun én kvindelig ansøger efter opfordring.

- For ca. tre år siden søgte jeg en direktør til en fabrik i den grønne industri. 80 ansøgere, heraf én kvindelig ansøger. Hun fik jobbet.

- For ca. tre år siden søgte jeg direktør til en smv-virksomhed, der arbejder med store projekter. 80 ansøgere. Alle mænd og ingen kvindelige ansøgere.

- For tre år siden søgte jeg en teknisk salgsdirektør med reference til bestyrelsen i en pæn stor smv. 50 ansøgere, heraf nul kvindelige ansøgere. Gentager: nul.

- For længere tid siden søgte jeg en direktør til et forsyningsselskab. Kun én kvindelig ansøger. Hun fik jobbet.

Hvis man gerne vil ledelsesvejen, så er det altså nødvendigt at klikke på ”ansøg nu”-knappen. Også selvom der står ”chef” eller ”direktør” i jobopslaget.