Dansk politik er bedre end standupkomik

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når jeg har behov for et godt grin, tjekker jeg lige nyhederne. Det er sjældent, det ikke giver pote.

Som nu for nylig, da Pernille Vermund opløste Nye Borgerlige. Dér stod hun og opløste et parti uden at have talt med de valgte repræsentanter rundtomkring i landet.

Det var urkomisk. Jeg så for mit indre blik alle de måbende ansigter hos byrødder og regionsrådsmedlemmer. Dertil kom alle de øvrige partiledere. De havde respekt for beslutningen, sagde de alvorsfuldt.

Jamen man troede ikke sine egne ører! Det var kosteligt! En fuckfinger til demokratiet, så man måtte grine en vis legemsdel i laser, fordi ingen, som i ingen, fortrak en mine.

Det var ligeså morsomt, da partiets tidligere, netop valgte formand Lars Boje Mathiesen fortalte om sit exit fra partiet: »Da jeg gik i seng, var jeg formand, da jeg vågnede, så kunne jeg læse i medierne, at jeg åbenbart er blevet ekskluderet i løbet af natten.«

Jeg har sjældent grint så meget. Årets standupkomiker.

En anden nyhed, der næsten slog mig omkuld, var sagen om de to patruljebåde, der har sejlet rundt i Arktis for at se farlige ud og virke afskrækkende, men i 15 år ikke har kunnet skyde med deres kanoner. Pengene, der blev sat af i 2015, hvor mon de har været? Har de trukket renter på en eller andens konto?

Det hele sejler, for nu at blive i den maritime jargon, ligesom det meste andet i det danske forsvar. Man holder sig på maven af grin. Ikke underligt, at vi tabte i 1864, hvis det var sådan, tingene fungerede også dengang.

Nogle nyheder bevæger sig i grænselandet mellem stupiditet og dyb visdom. Her er det usikkerheden, om det er det ene eller det andet, der er så uhyre grinagtig.

Som da Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører, Pia Kjærsgaard, diskuterede netop dyrevelfærd med Mathilde Walter Clark i DR2’s ”Deadline” den 21. december sidste år. »Jeg bliver nødt til at sige, der er altså forskel på kæledyr og produktionsdyr. Og det er der altså,« sagde hun i debatten.

Og hun fortsatte: »Jeg må simpelthen fastholde, at der er forskel på kæledyr og produktionsdyr. Det er der altså. Selv om jeg også rigtig godt kan lide grise.« Tårerne løb mig ned ad kinderne, så meget lo jeg. Det står stadig hen i det uvisse, hvad hun kan have ment.

Eller da Mette Frederiksen blev spurgt af en journalist fra TV 2, om hun efter at have lagt blomster foran den israelske ambassade for at mindes ofrene for Hamas’ terrorangreb den 7. oktober også ville lægge blomster for at mindes de civile palæstinensiske ofre i Gaza.

Hendes lidt fårede udtryk og påfølgende svar var ikke komiske, snarere tværtimod, men det, der fik mig til at le uhæmmet, var hendes anklage af journalisten for at være historieløs, samtidig med at hendes egne ord var udtryk for en historieløshed af en størrelse, der immervæk sjældent ses hos danske politikere – måske med undtagelse af den fordums valgte Joachim B. Olsen, hvis udsagn om ”huskekage” rammer et lavmål som ikke før i dansk politisk debat, og Inger Støjberg, der besøgte Israel, men ikke mente, det var nødvendigt at aflægge besøg i palæstinensiske områder: »Det skal jeg ikke, fordi jeg kan sige, at min fulde sympati ligger hos det israelske folk!« som hun forklarede sig.

En god dansk politiker, der når hun skal tage stilling i en sag, kun ser på den ene side. Det lover sørme godt for lovgivning i Danmark. Og så som et sidste eksempel Søren Pape Poulsen, der i en kommentar i Kristeligt Dagblad den 18. december beklagede sig over danskernes historieløshed. Danskerne burde lære i skolen om Palæstina, at »det faktisk før Israels oprettelse var et britisk mandat og så videre«. Deri lå efter hans mening forklaringen på alt!

Jeg kunne ikke holde mig for grin – ligesom i de tre andre tilfælde. Jeg mener, hvis det er niveauet i dansk politik, så har man næsten pligt til at more sig, mens tid er.