Civilsamfundet er det danske guld

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Noget af det mest dyrebare i danmarkshistorien er de mange civile bevægelser. Andelsbevægelsen, højskolebevægelsen, frikirke- og friskolebevægelsen og idrætsbevægelsen i det 20. århundrede er eksempler på folkelige bevægelser, hvor almindelige mennesker fandt sammen på tværs af skel for at opbygge goder, vi stadig nyder i dag.

Takket være ildsjæles engagement i civilsamfundet blev der bygget fysiske mødesteder, hvor borgere kunne knytte bånd og dyrke deres interesser i et rigt foreningsliv. Disse ildsjæle fandt glæde ved selv at bygge noget op, ofte uden ret megen hjælp udefra, som de kunne give videre til deres børn og børnebørn.

Civilt engagement har skabt det Danmark, som i årevis har hørt til verdens bedst fungerende samfund, hvis vi ser på graden af sammenhængskraft, tillid, tilfredshed med livet og trivsel i nære fællesskaber i byerne og på landet.

Der er derfor ikke overraskende, at den nyudnævnte minister for området, minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V), ønsker at støtte civilsamfundet. Samtidig er der bred enighed om, at velfærdsstaten er blevet for dyr, og flere opgaver derfor skal overtages af civilsamfundet.

At styrke civilsamfundet er godt og rigtigt set. Især fordi civilsamfundet i dag er i krise flere steder. Centraliseringen har tømt mange lokalsamfund for funktioner og lukket skoler, domhuse, seminarier, politistationer, butikker, lægehuse og sygehuse. Svækkelsen af civilsamfundet ses også i faldende psykisk og fysisk trivsel, i ensomhed, angst og depression og i forringet sundhed hos de mange inaktive, der parkeres på offentlig forsørgelse. Forfaldet har også sået splittelse mellem land og by.

Det er nogle af grundene til, at der er afsat flere penge til de såkaldte udkantsområder på finansloven, selv om også de større byer er ramt af svækkede civilsamfund.

Det kan være godt at tilføre de ramte områder flere penge, men der er grund til at tøve og opholde sig et øjeblik ved årsagerne til, at nogle samfund klarer sig bedre end andre. For der gemmer sig en del overraskelser, når vi ser på, hvor man bedst vedligeholder det dyrebare civilsamfund, det danske guld.

I forbindelse med et nyt bogprojekt researcher jeg historier om borgere, der har vendt en dyster udvikling og skabt velfungerende lokalsamfund. Lad mig begynde med at nuancere de hyppigste forklaringer på succesen.

Flere penge er langtfra hele forklaringen. De kommuner og byer, der har det stærkeste civilsamfund målt på deltagelse i foreningslivet og den højeste trivsel målt på oplevet livskvalitet og tryghed, er ikke dem, der får mest ud af statens omfordeling af ressourcer. De har langtfra heller ikke altid den højeste velstand målt på indkomst og formue, og borgerne i dem har heller ikke den bedste sundhed og de længste uddannelser. Og de stærkeste civilsamfund finder vi slet ikke i de ellers så hypede storbyer.

Vi finder dem derimod i kommuner som Varde, Odder, Vesthimmerland, Ringkøbing-Skjern og Stevns, ligesom vi finder dem i mindre byer som Nørre Snede ved Brande og Asferg ved Randers.

Her fortæller lokalsamfundene en succeshistorie, alle kan lære af. De har været ramt eller truet af den forarmelse, der har været skæbnen for så mange lokalsamfund i de seneste år. Lukning af vigtige institutioner, affolkning, forfaldne ejendomme, modløse, ofte syge og arbejdsløse borgere, dårlig offentlig transport og fravær af fysiske mødesteder.

Men trods det har borgerne fundet kræfterne frem og engageret sig i det fælles bedste. Hvordan har de gjort det? Det er et af de bedste spørgsmål, man kan stille sig. Men det forbliver tit mangelfuldt besvaret. Så lad mig komme med et bud.

Frivilligt arbejde er kernen i de eksempler, jeg har studeret. Men – ”it begs the question”, som englænderne siger. Hvordan opstår det engagement så?

Det begynder med længslen efter at være noget for nogen og glæden ved selv at skabe noget sammen med andre. Man skal kunne identificere sig med hinanden og med stedet og have viljen til at tage hænderne op af lommen og lade pungen følge med, som jeg har hørt det formuleret.

Vellykkede civilsamfund kræver også et samspil mellem forskellige slags mennesker. Det kan være rollemodeller, jordbundne, men samtidig visionære projektudviklere, økonomikyndige og dygtige håndværkere.

Afgørende er også initiativgrupper, der bygger på vedholdenhed, økonomiske bidrag fra private og erhvervslivet samt samarbejde med fonde og kommunen, der ikke blot leverer tilskud, men også ekspertise. Tilsvarende nedsættes arbejdsgrupper med medlemmer fra erhverv, institutioner og foreninger, og der inviteres også konsulenter og rådgivere udefra.

Økonomien kan sikres ved at oprette anpartsselskaber med anparter ejet af borgere, foreninger og virksomheder. Det suppleres af støtteforeninger, der via kontingenter, indsamlinger og overskudsskabende aktiviteter fastholder f.eks. handel i lokalsamfundet.

Der tages initiativer på mange forskellige områder som boligudvikling, veje og trafik, byforskønnelse og natur, it-fællesskab og fritidsliv. Endelig afholdes der borgermøder, der formår at tiltrække mange af byens borgere, der alle kan komme til orde og fortælle om deres idéer og ønsker. Fornemmelsen af ejerskab og inddragelse er afgørende. Man må kunne sige: ”Dette er min by”.

Det hele bygger på et enormt engagement af frivillige ildsjæle med hjælp fra fonde, kommune og lokale sponsorer.

Gevinsterne er talrige. Lokalsamfund har formået at redde købmanden og skolen, skabe høj befolkningsvækst, omdanne forfaldsområder til attraktive boliger, opbygge idræts- og kulturhuse og ældreboliger, etablere busforbindelser og et dynamisk foreningsliv med tilbud til børn, unge, småbørnsfamilier, ældre og mange andre.

Hvad er moralen? Ja, det handler faktisk om moral. Om at gøre det gode for det fælles bedste. Om at skabe det gode liv ved at bygge på sociale dyder. Det handler ikke om at opfinde nyt eller disrupte, rive ned. Det handler derimod om at bygge på det, vi allerede ved virker. Om at finde det danske guld frem i form af de civile bevægelsers selvhjælpskultur.

Men ildsjælene må også gives frihed og plads, så de ikke møder så mange benspænd fra det offentlige regeltyranni, og der ikke træffes beslutninger hen over hovederne på dem af forvaltninger langt væk fra deres lokalsamfund.

Kan regeringen og ministeren styrke civilsamfundet, er det godt for alle. Det offentlige sparer penge og vigtigst: Almindelige mennesker trives. Der er heldigvis mange gode eksempler på stærke civilsamfund til inspiration for os alle.