Der mangler sosu-ansatte. Ja, men systemet er nødt til at spørge hvorfor mon?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I efteråret startede en del tanker om det at være ærlig. Tanker rettet mod vores omsorgssystem.

Her efter årsskiftet ser jeg et opslag på Linkedln fra ældreminister Mette Kierkgaard om sosu’er. At der mangler op imod 1.500. Om der er tale om sosu-hjælpere eller sosu-assistenter fremgår ikke. Måske fordi ministeren tror, at disse er to af samme slags? Måske fordi Mette Kierkgaard ikke helt har sat sig ind i, hvad de forskellige titler dækker over? Måske fordi Mette Kierkgaard blot ønsker at fremstå som en minister, der vil gøre en forskel?

Hvorfor mangler vi sundhedspersonaler? Hvorfor mangler vi sosu’er?

Jeg har selv været hele humlen igennem. Mit uddannelses-cv er lang og fint. I stedet for at tage gymnasievejen tog jeg den lange vej. Først sosu-hjælper, så sosu-assistent, lidt teologi, noget ledelse og til slut sygeplejerske. Derfor mener jeg også at kunne se bag om scenen, for jeg kender virkeligheden og er meget ærlig om den.

Da jeg tog mine sosu-uddannelser, var niveauet højt. Sosu-hjælpere kom igennem med 12 måneders uddannelse og assistenter med 18 måneder. Adgangskravet for assistentuddannelsen var gymnasial uddannelse plus erhvervserfaring eller fagligt cv, inklusive erfaring.

Ude i marken blev der stillet høje, men fair krav. Assistenter tog sig af stabile patienter, og sygeplejersker af komplekse forløb. Det var af og til svært at gennemskue, hvad der var ens arbejdsopgaver. For assistenter kunne reelt det meste med sparring og vejledning fra sygeplejerskerne. Alt imens assistenterne arbejdede sammen med sygeplejerskerne, sørgede hjælperne for, at borgerne fik god tid til personlig pleje og hjemlige opgaver.

På et tidspunkt skulle alt ændres. Igen. Man ville gøre det endnu bedre. Der skete det modsatte!

I dag er niveauet for optagelsen faldet til trods for forlænget studietid. Jobbet, de studerende kommer ud til, er også faldet i niveau. De, der tager en uddannelsen inden for sundhedssystemet, gør det, fordi de godt kan lide mennesker og ønsker at gøre en forskel. Men den virkelighed, de kommer ud til, er en anden. Nærværet med borgeren er skåret helt ind til benet. Tiden er knap. Jo flere, jo bedre, er det mantra, der styrer dagsplanen.

Så når Mette Kierkgaard melder ud, at vi skal have flere sosu’er, hvad har hun så tænkt at gøre? Ændre uddannelserne igen? Fortsætte med at optage revl og krat på uddannelserne i desperation på at dække hullerne? Eller var det måske på tide at være ærlige?

Sige: Okay, det her dur ikke. Hvorfor kan vi ikke tiltrække et højere niveau? Tillade os at kræve mere? Sætte barren højere? Tale sundhedsuddannelserne op?

Jeg tør godt være ærlig. Vil det offentlige system have lidt succes, skulle de måske kigge mere ind. Spørge sig selv: Det interessante er ikke, at der mangler personale – det interessante er hvorfor? Deri ligger mange svar og løsninger.